Hvorfor er nogle mænd klar til at begå umotiveret verbal vold mod kvinder? Kvinder, de ikke kender.

Hvad får dem til det, og hvad søger mændene at opnå i deres forsøg på at nedgøre kvinderne?

Det er store, komplekse spørgsmål, som ifølge specialpsykolog Anne-Cathrine Blegvad ikke er lette at give et fyldestgørende svar på.

Alligevel mener hun, at mænd, der tyr til verbal vold mod kvinder – som B.T. i denne serie sætter fokus på – har nogle fælles karakteristika.

Ifølge Anne-Cathrine Blegvad skal mændenes handlinger ses ud fra de strømninger i samfundet, som gennem årtier har gjort kvinder mere selvstændige og egenrådige.

»Kvinder bliver stærkere og får mere selvstændighed, hvilket nogle mænd kan se som en trussel. Og ved at ytre sig hadefuldt eller krænkende kan det være en måde at beskytte sin mandighed og maskulinitet på,« siger Anne-Cathrine Blegvad.

Større verbal voldsparathed

Som B.T. tidligere har kunnet fortælle, oplever radiovært og debattør Iben Maria Zeuthen en voksende hadsk tone og stigende verbal voldsparathed over for kvinder, der deltager i den offentlige debat.

Som hun ser det, er tonen over for kvinder blevet meget mere rå.

En påstand, der understøttes i en undersøgelse foretaget af Institut for Menneskerettigheder.

Her svarer 59 pct. af et repræsentativt udsnit af danske Facebook-brugere – og i langt højere grad kvinder end mænd – at de helt afholder sig fra at deltage i debatter på det sociale medie, fordi tonen er for grov.

Samtidig svarer hver sjette kvinde, at hun har oplevet nedsættende eller krænkende kommentarer rettet mod sit køn.

Hvem disse krænkende mænd er, er svært at sige, da de ofte gemmer sig bag falske profiler med neutrale efternavne som Petersen, Christensen eller Madsen.

Hvor mange de er, vides heller ikke, men langt hovedparten af danske mænd på Facebook virker ikke til at have problemer med at adressere kvinder på en anstændig måde.

Er du en af disse mænd, der ytrer dig hadefuldt eller krænkende over for kvinder, vil vi gerne høre fra dig. Skriv til bowe@bt.dk – tak.

De søger oprejsning

Ifølge Anne-Cathrine Blegvad er der med al sandsynlighed tale om manipulerende mænd, der er fuldt ud bevidste om, at det, de skriver, gør ondt på modtageren.

Smerten, de forvolder, bliver ifølge Anne-Cathrine Blegvad et forsøg på at tage noget tabt kontrol tilbage i forhold til kvindernes styrkede position i samfundet.

»De får måske noget oprejsning. Genvinder noget kontrol. Og så bliver de bekræftet af andre, der liker deres kommentar eller skriver det samme. De finder et ståsted. Noget, de kan samles om.«

Mændenes hadske facade kan ifølge Anne-Cathrine Blegvad dække over en usikkerhed og et skrøbeligt selvværd.

Samtidig kan nogle mænd i dag have svært ved at finde sig selv i forhold til de kønsroller, de er vokset op i.

Er de vokset op i en meget patriarkalsk familie eller med en meget dominerende mor, hvor man lærer at undertrykke sine behov og følelser, kan det være svært at finde sig til rette:

»Så ved at træde på andre kan de få en følelse af at løfte sig selv op,« lyder det fra Anne-Cathrine Blegvad.