'Spændes fast og kneppes.' 'Have trykket den langt ned i halsen.' 'Klamme lebbe.'
Det lyder voldsomt. Det var voldsomt.
Daglige tilsvininger. Nidkære nedgørelser. Bespottelser og dødstrusler var alt sammen en del af hverdagen for forfatter og debattør Leonora Christina Skov.
I hvert fald indtil hun i 2012 sagde fra. Sagde stop.
Hun orkede det ikke mere. Prisen for at sige sin mening i klummer, dele ud af sine holdninger i kommentarer eller bare være almindelig vred i den offentlige debat var blevet for høj.
For lige meget hvad hun gjorde, stod en hær af hadefulde og lynchparate mænd klar ved kasseapparatet. Klar til at indkassere.
»Der var så meget had omkring mig, og det blev ligesom legitimt at skrive de vildeste ting,« fortæller Leonora Christina Skov.
Den i dag succesfulde og anmelderroste forfatter er et glimrende eksempel på, hvad det kan indebære, hvis man som kvinde ønsker at være meningsdanner. Noget, B.T. i denne artikelserie har fokus på.
Hvilke konsekvenser det kan medføre, hvis man kommer i kløerne på en skare hadefulde verbale krigere med ringeagtet syn på kvinder.
Hvem disse mænd præcis er, vides ikke med sikkerhed, da de ofte gemmer sig bag neutrale aliasser og tomme profiler.
I Leonora Christina Skovs optik er der tale om et lille lukket segment af danske mænd.
»Og det er jo det, der er så latterligt. Man har fornemmelsen af, at det er en helt vildt lille skare. Men når man bliver angrebet af det, føles det, som om det er alle.«
Leonora Christina Skov fortæller, hvordan angrebene konstant blev sat ind mod hendes udseende: fyldige røde læber og en mindst lige så fyldig barm. Og nå ja, så selvfølgelig også hendes seksualitet.
»Fordi jeg er lesbisk, var jeg pr. definition en mandehader. Det var ligesom grundtanken.«
»For klam til at kneppe«
Én af de ting, som Leonora Christina Skov har lagt mærke til ved tonen i den offentlige debat, er, at heteroseksuelle kvinder ofte får at vide, at de er klamme.
For klamme til at få en mand. For klamme til overhovedet at 'kneppe', som Leonora Christina Skov formulerer det.
»Men det kunne de jo godt regne ud ikke ville bide på mig. Så i stedet fik jeg at vide, hvor meget jeg skulle kneppes. At jeg skulle spændes fast og have den langt ned i halsen. Og gerne ind i mellemrummet på mine fortænder,« siger hun og fortsætter:
»De havde nærstuderet mig ned til mindste detalje som en kneppedukke. Og det gjorde det næsten værre for dem, at jeg ikke var tilgængelig. Det var så primitivt, og jeg havde faktisk svært ved at tage det alvorligt. Men da de ramte mine bøger, gjorde det ondt, og der blev jeg klar over, at det var nødt til at stoppe.«
I et skræmmende klarsyn gik det op for Leonora Christina Skov, at portrætteringen af hende som en led, lesbisk mandehader havde vokset sig så stor, at det nu kun skyggede for hendes forfatterskab.
Skyggede for hendes levebrød, som før den seneste roman i rækken, 'Den, der lever stille', bestemt ikke var en guldrandet forretning.
»Det er ikke nemt at være en vred kvinde i offentligheden. Der er ikke mange, der synes, at en vred kvinde er charmerende. Kvinder skal være søde, venlige og smilende. Sidde i hjørnet og lytte andægtigt.«
Gjort tavs
Kulminationen af kritikken fik Leonora Christina Skov til at trække stikket. Hun gik offline.
Hun droppede Facebook og sagde nej til at skrive klummer og kommentarer. Endelig fik hun fred.
Og så alligevel ikke.
»Jeg følte mig stækket. Som om jeg var gjort tavs.«
For at få afløb for de tavsgjorte kreative tanker skrev Leonora Christina Skov i tiden efter ofte nogle linjer til sig selv, hvis hun fik en idé til en klumme eller en kommentar.
Hun ønsker inderligt, at det var anderledes. At rummet til at ytre sig frit – som mand og som kvinde – var intakt. Men det er det ikke, siger hun.
Truet på livet
I dag kunne den 43-årige forfatter fint vende tilbage til klummeskriveriet, hvis hun ville. Tilsviningerne ville ikke være forstummet, og mændene – de samme som dengang og måske endda nogle nye – ville stadig med frådende munde fulde af bespottelser kaste sig over hende.
Men hun orker ikke.
»Nu når jeg er brudt igennem, er det lige meget. Nu kan de ikke længere røre mine bøger. Men jeg skal aldrig tilbage. Jeg bliver dårlig, bare jeg ser et Facebook-kommentarspor. Det er ærgerligt, at det er sådan, men omkostningerne er for store.«
Omkostningerne, som Leonora Christina Skov taler om, begrænser sig ikke kun til den virtuelle verden.
Også i den fysiske verden – dér hvor Leonora Christina Skov er gift og lever et almindeligt, stilfærdigt liv – trængte truslerne ind.
En stalker, der havde planer om at gøre hende gravid og vippe konen af pinden, sendte hende personlige breve, og til foredragsaftener blev hun passet op af fremmede mænd.
»Der var én, der kom op til mig, inden jeg skulle på scenen til et foredrag. Han gik helt tæt på mig og sagde: 'Er der ikke mange, der har lyst til at slå din kone ihjel?' Så det var ikke kun bag skærmene, de kom efter mig. Det var også i virkeligheden. Og så kom det pludselig meget tæt på.«
