Pliiiiing. En sen oktoberaften tikkede der en læsermail ind i indbakken til min gode kollega Karoline. I emnefeltet havde afsenderen pirrende skrevet: 'Her er min mening'.

'Spændende,' tænkte Karoline, 'skønt med konstruktiv feedback fra en læser, der gerne vil indgå i en meningsfyldt dialog'.

Opløftet klikkede hun på mailen, men måtte hurtigt sande, at den ene linje – som læseren havde kogt sin mening ned til – desværre ikke bød op til dialog.

»Hold kæft hvor er du ulækker, din skide skede.«

Beskeden kom fra Bjarne og var som varedeklareret ikke andet end hans uforbeholdne mening om Karoline.

Den var ikke en kommentar til en artikel, hun havde skrevet, eller et forslag til en journalistisk idé. Den var bare Bjarnes behov for at fortælle den unge kvinde, hvad han syntes om hende.

Bjarne har et efternavn, men eftersom han ikke ønsker at medvirke i denne artikel – af grunde, vi vender tilbage til – kalder vi ham bare Bjarne.

Bjarne er en fast del af en hadefuld horde – primært af mandlige læsere – der er dygtige til at sende private mails til B.T.s journalister og sikkert også til journalister på andre medier, når noget falder dem for brystet.

Alle mails herover er sendt til en kvindelig journalist.
Alle mails herover er sendt til en kvindelig journalist.
Vis mere

Stort set alle fra B.T.s redaktion har en meningsfyldt hilsen fra Bjarne i deres indbakke.

Katja kalder han en »ligegyldig og utroværdig kusse«, Peter bliver til »Peter Pik« og forfatteren til denne artikel ynder Bjarne at kalde en »langhåret hippie«, »en tossdum tåbe« eller »en absurd parodi på en journalist, hvis muligheder ville blive større, hvis du blev trækkerdreng i en helt anden branche. Spred balderne og hold kæft…..det tror jeg, du ville have det godt med, so«.

Personligt er jeg blevet beriget med fanmails fra Bjarne siden 2017, men sidste gang han skrev – for et par uger siden – satte han den helt store, personlige kniv ind, da han afslutningsvis spurgte: »deler du carmen curlers med mor, eller bruger du krøllejern?«

Av…

Bjarne er grundig, han har gjort sit hjemmearbejde. Han ved, at jeg har langt hår. Og at det krøller.

Det er en del af hans strategi, at hans angreb skal være personlige og sættes ind dér, hvor han 'ved', at han kan ramme. I håret, min akilleshæl.

»De her personer ved, hvor de strategisk skal sætte kniven ind, for at det gør mest ondt,« siger Michael Bang Petersen, der er adfærdsforsker og professor på Aarhus Universitet.

Han har forsket i den hadske tone blandt danskerne, der de seneste år er taget til på især sociale medier.

Noget, statsminister Mette Frederiksen ligeledes adresserede, da hun den anden dag på Facebook skrev, at hun var »dybt bekymret«, efter flere coronaforskere havde modtaget hadske og trusselsfyldte mails.

'Det vil være godt for vores demokrati, hvis vi skriver til andre, som vi ville tale, hvis vi mødtes ansigt til ansigt,' lød de forsonende toner fra statsministeren.

På det her tidspunkt i artiklen ville det uden tvivl være mest interessant at hive Bjarne ind. Få ham til at sætte ord på, reflektere over, hvorfor han gør, som han gør.

Hvad han får ud af sine vendettafyldte vendinger. Hvad det giver ham at være hånende og direkte ondskabsfuld over for andre.

Men som nævnt ønsker Bjarne ikke at give sit besyv med. Denne gang ønsker han at holde sin mening for sig selv.

»HAHAHAAHA. AVAV min mave. HAHAHA. En journalist, der påberåber sig både ærlighed og tillid - det er sgu da årets joke !! - HAHAHAHAHA,« lyder Bjarnes svar til mit mislykkede forsøg på en håndsrækning.

Sendt til en kvindelig journalist, efter hun havde skrevet en corona-relateret historie.
Sendt til en kvindelig journalist, efter hun havde skrevet en corona-relateret historie.
Vis mere

Ifølge Michael Bang Petersens forskning har de hadefulde horder på nettet typisk meget antisociale personlighedstræk.

De er ekstremt statusorienterede, men lider samtidig af mindreværd og en følelse af, at de ikke får den forståelse og anerkendelse, som de er berettiget til.

»Når du har det her behov for status, og du samtidig føler dig marginaliseret i en grad, hvor du ikke føler, at du kan rykke dig ud af stedet, så bliver aggressionen og dominans et forsøg på at kravle op ad samfundsstigen,« siger professoren og fortsætter:

»Hvis du samtidig søger anerkendelsen, men oplever, at du ikke har noget, som folk vil have, kan det at skabe frygt og dominere andre være en måde at få status.«

Den tunge trio

»Får du stiv pik af at skrive det lort ??«

»Korrupte, retarderede bums.«

»Godt arbejde du og dine medludere har udført. Tillykke«

»Læs en ordbog. Din babydoll daddy daugther pædofile smatso.«

Beskederne herover er ligeledes fisket i B.T.-ansattes indbakker. De kommer ikke fra Bjarne, men fra Henri og Jens.

To mindst lige så flittige debattører med sans for ikke at pakke tingene ind.

Sendt til en kvindelig journalist efter en artikel om en demonstration mod den nye epidemilov.
Sendt til en kvindelig journalist efter en artikel om en demonstration mod den nye epidemilov.
Vis mere

Bjarne, Jens og Henri udgør en tung trio i den føromtalte horde, hvor også Lenette og Røde Rikke er med, omend de to 'kvinders' tunger ikke er lige så barberbladskarpe som mændenes.

Hvor stor denne hadefulde horde reelt er, vides ikke med sikkerhed, men det vurderes, at den særligt hadefulde retorik kommer fra få, men meget aktive debattører.

Det viser forskning fra Center for Digital Pædagogik, hvor Christian Mogensen er en del af projektet.

Han er uddannet i filosofi og psykologi og fortæller, at forskningen tegner et tydeligt billede af, at de hadefulde få primært angriber journalister og politikere, fordi de anses som nogle af samfundets klare fjendebilleder.

Christian Mogensen fortæller desuden, at de hadske beskeder primært kommer fra mænd, men at billedet af, hvem de er, ofte ikke lever op til fordommene:

»Billedet af, at det er taberen, der sidder nede i sin kælder og sutter på flaskepanten, imens han harcelerer over, at nogen har det bedre end ham selv, ser vi ikke særligt ofte,« siger Christian Mogensen og tilføjer:

»Vi ser snarere, at de her personer har et eller andet job, en eller anden uddannelse, og at de befinder sig et sted i midten af det danske samfund. Men at de alle sammen føler, at de har krav på mere.«

Fik fem måneders fængsel

At Bjarne, Henri og Jens med deres bespottelser bevæger sig på kanten af straffeloven, kan en 55-årig mand fra Sjælland bevidne.

En mandlig journalist fik denne trussel eller forvisning og fremtidig straf.
En mandlig journalist fik denne trussel eller forvisning og fremtidig straf.
Vis mere

Igennem længere tid havde han hånet kommunale embedsmænd, læger, sygeplejersker og politibetjente i en sådan grad, at det kostede ham fem måneders ubetinget fængsel.

»Fuldfede fatsvage røvpumpende skvatpissere«, »hjernedøde hængebugsvin« og »klamme baggårdsklud« er blot et lille udpluk af den tornfyldte buket af sprogblomster, der forseglede mandens skæbne:

Bjarne er allerede en gang, tilbage i 2017, af en tidligere ansvarshavende chefredaktør på B.T. pænt blevet mindet om, at det nok var bedst, hvis han skruede lidt ned for charmen i sine fanbreve:

»Jeg kender ikke til dit motiv til at nedgøre andre mennesker, men jeg ved, at ærekrænkelser er reguleret i den danske straffelovs paragraf 267. Jeg skal derfor bede dig om at ophøre med dine personangreb og har bedt samtlige medarbejdere om øjeblikkeligt at indberette til mig, hvis du sender flere mails af denne art til nogen på B.T.«

I dag, tre år senere, er Bjarne stadig en mand fuld af meninger.