En læge i Christiansfeld i Sydjylland tilbyder som noget nyt en såkaldt premium ordning, der koster 799 kr. Med ordningen følger nogle helt særlige services.

»Min grundlæggende tanke er, at jeg vil give det optimale produkt til folk, der har en travl hverdag. Jeg vil prøve så vidt muligt, at de ikke skal bruge tid på at navigere rundt i sundhedssystemet, for det kan fuldstændig håbløst i dagens Danmark,« siger Hung Le, der er praktiserende læge i Christiansfeld, til Jyske Vestkysten.

Ordningen indebærer bl.a., at man har mulighed for at få taget blodprøver og hjertediagrammer på sin arbejdsplads eller derhjemme, ligesom man også kan blive vaccineret samme dag, som man bestiller tid.

Beløbet er et engangsbeløb og altså ikke noget, der skal betales månedligt eller årligt.

Ifølge lægen er premium-ordningen ikke en del af den almindelige praksis, men noget han kører ved siden af. Ordningen udbydes dog til de samme patienter, han i forvejen har i sin praksis.

Målgruppen er folk, der af den ene eller anden grund ikke har tid til at tage til lægen, f.eks. en travl børnefamilie eller forretningsmand- eller kvinde.

Hung Le har ikke ønsket at tale med B.T.

I stedet har vi spurgt formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Christian Freitag, hvad han mener om en 'premium ordning':

»Den pågældende læge skal holde tungen lige i munden, når det udbydes til patienter, han i forvejen har tilmeldt sin praksis. Han kommer til at bevæge sig på en knivsæg i forhold til ikke at gøre forskel på sine patienter,« siger formanden.

Ifølge Region Syddanmark er det uproblematisk, når Hung Le udbyder en premium-ordning, fordi han ikke blander sin praksis og sine services sammen. Christian Freitag mener dog ikke, det bør være noget, alle praktiserende læger praktiserer:

»Vi skulle grundlæggende gerne have et system, hvor der er lige adgang for alle. Det skal ikke deles ind i forskellige prisklasser, som vi f.eks. ser i udlandet. I PLO arbejder vi en del for ikke at gøre forskel på rig og fattig. Som udgangspunkt vil vi helst tilbyde det samme til alle borgere,« siger han

B.T. skrev sidste år en række artikler om, at flere aktører udbyder privat lægehjælp. I den forbindelse gav Christian Freitag udtryk for, at han var bekymret for, at praktiserende læger 'ikke kan dække det behov, borgerne efterlyser'.

»Den pågældende læge skal holde tungen lige i munden, når det udbydes til patienter, han i forvejen har tilmeldt sin praksis. Han kommer til at bevæge sig på en knivsæg i forhold til ikke at gøre forskel på sine patienter,« siger formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Christian Freitag. Fotograf: Stine Christiansen.
»Den pågældende læge skal holde tungen lige i munden, når det udbydes til patienter, han i forvejen har tilmeldt sin praksis. Han kommer til at bevæge sig på en knivsæg i forhold til ikke at gøre forskel på sine patienter,« siger formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Christian Freitag. Fotograf: Stine Christiansen.
Vis mere

Med endnu et betalingsprodukt på markedet erkender han, at der i det offentlige system er plads til forbedringer:

»Almen praksis lever ikke op til alle de forventninger, borgerne har. Vi kunne da også godt selv tænke os at kunne tilbyde en bedre service, f.eks. i form af bedre tilgængelighed,« siger Christian Freitag, der selv er praktiserende læge i Holte.

Han håber, at praktiserende læger fremover kan tilbyde bedre services, der omfatter alle danskere:

»Hvis ikke vi sørger for at gøre vores tilbud bedre, så er der der ingen tvivl om, at vi vil se mere af den slags (betalingsprodukter, red.) i fremtiden. Så man kan også opfatte det som en opfordring til os og regionerne om at tage os sammen og lave et bedre tilbud til vores borgere,« siger han.