'Du er min helt.' 'Du har reddet min uge.' 'Vi skal bruge flere som dig.'

Ida Auken fra Radikale Venstre er gået viralt med en video adresseret til ingen ringere end den amerikanske præsident, Donald Trump.

I videoen taler den tidligere miljøminister på humoristisk vis direkte til den amerikanske præsident om grøn energi, samtidig med at hun benytter præsidentens yndlingsord som 'good deal' (god handel, red.) og en hel del 'greatest' (bedste, red.), og folk på de sociale medier elsker hende for det.

Blandt mange, der har skrevet positive tilkendegivelser til Ida Auken efter videoen, er pornostjernen Stormy Daniels, den demokratiske politiker Ilhan Omar og skuespiller og politisk skribent Brian Tyler Cohen.

Derudover har lidt over 59.000 har retweetet videoen, der er set over 4,8 millioner gange.

Stormy Daniels har således delt Ida Aukens video med ordene: 'Det her er fantastisk. Jeg elsker den kvinde.'

Her ses Stormy Daniels med det borgerlige navn Stephanie Clifford.
Her ses Stormy Daniels med det borgerlige navn Stephanie Clifford. EDUARDO MUNOZ

Stormy Daniels er, ud over sit erhverv som pornostjerne og stripper, kendt for at have lagt sag an mod Donald Trump, som hun anklagede for at have betalt hende for sex og derefter for at betale hende til tavshed. Hun tabte dog sagen i retten.

Ida Auken har vist sin begejstring for de mange positive tilkendegivelser på sin video ved at kommentere dem på Twitter. Her er Ida Auken især stolt over den positive tilkendegivelse fra den demokratiske politiker Ilhan Omar.

'At blive retweeted af Ilhan Omar gjorde min dag helt speciel. Hun er en stærk kvinde, og hendes livsrejse er til inspiration for os alle,' skriver Ida Auken blandt andet.

Ilhan Omar tiltrak sig for nylig en masse opmærksomhed, da hun sammen med tre andre kvindelige politikere med rødder uden for USA blev bedt af Donald Trump om at rejse tilbage til deres hjemlande og 'fikse dem'.

Ida Aukens video blev lagt ud på Twitter i kølvandet på, at Donald Trump aflyste sit besøg til Danmark, da han fik at vide, at Grønland ikke var til salg, og hun er glad for den positive opmærksomhed, den har fået.

'Jeg tror, det skyldes, at videoen har et positivt budskab. Man kan blive lidt træt af alle de videoer, der gør grin med Trump på en negativ måde, men den her video har en meget vigtig besked, i forhold til hvad vi kan gøre i forhold til klimaforandringerne, og det tror jeg, mange reagerer positivt på,' siger Ida Auken.

Det store emne i videoen er, at vindmøller er billigere, sundere og mere stabile end de kulkraftværker, der leverer energi til amerikanerne, og at Donald Trump derfor ikke skal tøve med at investere i den grønne energiform.

Efterfølgende har Ida Auken skrevet om sine argumenter for vindenergi adresseret til Donald Trump i Washington Post.

Også herhjemme nyder Ida Auken opbakning for sin video.

Uffe Elbæk skriver således i kommentar til videoen:

»Det her er sgu cool gjort. Hatten af for det.«