Over en million mennesker verden over har i skrivende stund set en video, hvor Ida Auken præsenterer Donald Trump for 'den bedste aftale, han nogensinde har set'.

»Det er gået helt amok,« siger den radikale energiordfører.

Hun lagde tirsdag en video på Facebook og Twitter, som hun indleder med ordene:

»Mr. President, jeg vil gerne præsentere dig for den bedste aftale, du nogensinde har set.«

Danmark har opstillet vindmøller på land siden 1970'erne og er blandt de førende i verden, når det gælder udvikling, produktion og opstilling af vindmøller.
Danmark har opstillet vindmøller på land siden 1970'erne og er blandt de førende i verden, når det gælder udvikling, produktion og opstilling af vindmøller. Foto: SØREN BIDSTRUP
Vis mere

I videoen, som du kan se øverst i artiklen, forklarer Ida Auken pædagogisk og humoristisk, hvordan vindmøller ikke er en dyr og ustabil energikilde, der giver kræft og strømsvigt, som præsidenten fejlagtigt tror.

Vindmøller er tværtimod billigere, sundere og mere stabile end de kulkraftværker, der leverer energi til amerikanerne.

Og det budskab spreder sig lige nu med lynets hast på de sociale medier og ind på de amerikanske politikeres profiler, kan Ida Auken konstatere.

»Jeg kan se, det er nået langt ind i Det Demokratiske Partis rækker, og der er også en del republikanske politikere, der har tweetet om den.«

Det er dermed formentlig kun et spørgsmål om tid, før den når præsident Trump – den tiltænkte modtager.

På Twitter er videoen set 1,4 millioner gange, liket 50.000 gange og retweetet knap 22.000 gange.

Ida Auken er glad for, at videoen har fået så god en modtagelse.

»Jeg tror, det skyldes, at videoen har et positivt budskab. Man kan blive lidt træt af alle de videoer, der gør grin med Trump på en negativ måde, men den her video har en meget vigtig besked, i forhold til hvad vi kan gøre i forhold til klimaforandringerne, og det tror jeg, mange reagerer positivt på,« siger Ida Auken.

Hun havde egentlig regnet med, at interessen for videoen ville aftage lidt, men i går og hen over natten har videoen fået fornyet interesse. Især på Twitter.

Det var Ida Aukens egen idé at lave videoen i kølvandet på debatten om Donald Trumps ønske om at købe Grønland.

Det gav energiordføreren ideen til at præsentere den amerikanske præsident for et rigtig godt dansk tilbud.

»Alle de fordele, der er ved vindenergi, er et af de vigtigste budskaber, Danmark kan bringe til verden, og derfor betyder det rigtig meget, at videoen er nået så bredt ud,« siger hun.