Tayyip Ömer Uzuner og hans familie kæmpede i årevis mod systemet for at han kunne blive statsborger.

Undervejs var der ifølge Institut for Menneskerettigheder »klare tegn« på, at Tayyip blev diskrimineret. Efter mange års sygdom og kamp er han nu afgået ved døden, blot 22 år gammel.

Det oplyser Tayyips søster, Imran Yildirim, til B.T.

»Han var så livsglad. Han elskede livet. Han var altid den, der smilte, og han havde både et stort hjerte og en stor samvittighed,« fortæller Imran Yildirim og tilføjer:

»Vi vidste godt, at han skulle dø. Men alligevel ramte det os så hårdt, fordi han har fyldt så meget i vores liv. Det er så trist, så sørgeligt. Han nåede ikke engang at blive 23 år.«

Hun har tidligere fortalt om, hvordan Tayyips årelange kamp for et statsborgerskab sluttede sidste år, da et flertal i Indfødsretsudvalget gav afslag på hans ansøgning om at få dispensation fra de almindelige krav.

Kravene inkluderer blandt andet at skulle tage en indfødsretsprøve, lære dansk, forsørge sig selv og deltage i en håndtryksceremoni på rådhuset.

Noget, som Tayyip havde adskillige lægers og fagpersoners ord for, at han ikke kunne på grund af den sjældne, medfødte sygdom kaldet NF-2, som han led af.

Denne gav ham blandt andet tumorer i hjernen, og førte til, at han inden sin død hverken kunne rejse sig eller flyttes fra sengen eller tale, læse og skrive.

På trods af dette og på trods af, at Tayyip var født i Danmark, fik han afslag af Indfødsretsudvalget. Detr vakte stor debat, da B.T. beskrev sagen i en række artikler.

Her ses Tayyip, inden han blev tvunget til at være sengeliggende som følge af sin sygdom.
Her ses Tayyip, inden han blev tvunget til at være sengeliggende som følge af sin sygdom. Privat

Imran Yildirim har tidligere fortalt til B.T., at hun og familien oplevede processen som »uretfærdig«.

Selvom familiens sidste tid med Tayyip blev ekstra svær på grund af afslaget, har hun været rørt over, hvor mange af dem, der gennem årene tog sig af Tayyip, som har ringet efter hans død og udtrykt deres støtte.

»Han samlede folk omkring sig og mødte dem med glæde, selvom han havde mange udfordringer og var syg. Derfor var han også populær både blandt sine læger, sagsbehandlere, lærere, plejere og blandt vores familie og alle vores venner. Blandt alle, han mødte,« siger Imran Yildirim til B.T. og fortsætter:

»Hans sagsbehandlere og hans læger har ringet til mig og sagt, at de aldrig har oplevet så stor en sorg over en person, der ikke var deres familie. Men Tayyip var bare så speciel.«

Hun fortæller, at Tayyip blev begravet i Tyrkiet, og at flere hundrede kom fra både udlandet og Tyrkiet for at deltage i Tayyips begravelse.

Ifølge Institut for Menneskerettigheder var der »klare tegn på diskrimination« i afslaget til Tayyip, ligesom afslaget også var et brud på handicapkonventionen, som Danmark har tilsluttet sig.

Læs mere om det herunder.