19-årige Rasmus Davison er dygtig til sit arbejde i cateringbranchen. Han er pålidelig og flittig og arbejdsom. Men det kommer ikke til at være nok, når han i fremtiden skal søge job.
Han skal også forklare sin kommende arbejdsgiver, at han eller hun er nødt til at søge om midler til særligt vandtæt tøj og handicapvenligt udstyr til badeværelset.
Rasmus mangler nemlig et ben. Det havde ikke behøvet adskille ham fra andre på arbejdsmarkedet - men det er det kommet til.
»Vi har et problem på det her område. Og det er ikke første gang, jeg er stødt ind i den problemstilling,« siger handicapordfører for SF Charlotte Broman Mølbæk.
Den konkrete sag drejer sig om den 19-årige Rasmus Davison, der arbejder i et køkken og var ved at uddanne sig inden for catering, da han blev ramt af den kræftsygdom, som endte med at koste ham benet.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan Hillerød Kommune har givet Rasmus Davison afslag på en ansøgning om en vandfast proteste.
Og det til trods for, at de fagfolk, der er involveret i hans genoptræning, har anbefalet, at han får en vandfast benprotese, så han kan færdes i et køkken og bade, inden han skal på arbejde.
Men Hillerød Kommune vil ikke betale de 220.250 kroner, som den vandfaste protese koster ekstra. De henviser til, at arbejdspladsen kan få dækket udgifter til særligt vandtæt tøj og hjælpemidler til badeværelset.
Den ikke-vandfaste protese, Rasmus har fået bevilliget, koster 608.562,50 kroner.
Politiker Charlotte Broman Mølbæk fortæller, det er et problem, at de bevillinger, arbejdspladsen har brug for, ikke kan søges på forhånd, og det kan betyde, at nogle arbejdsgivere er betænkelige ved at ansætte en ansøger med handicap til trods for, at de er yderst kvalificerede.
»Det er helt fjollet, og det skal vi have kigget på,« siger hun.
Handicapordfører for Enhedslisten Jakob Sølvhøj gør opmærksom på, at han ikke kan vurdere den konkrete sag om Rasmus uden at kende den mere indgående, men slår fast, at kompensationsprincippet er fundamentalt i lovgivningen omkring handicap.
»Borgeren skal i så høj grad som muligt kompenseres for sin funktionsnedsættelse, så borgeren kan være ligestillet med dem, der ikke har et handicap,« siger han.
Han foreslår en ordning, hvor de borgere, der får medhold i deres klage over kommunens afgørelse i Ankestyrelsen, får mulighed for kompensation.
Det vil i Rasmus’ tilfælde sige, at skulle han få medhold i sin klage over Hillerød Kommunes afgørelse, vil han skulle have en form for økonomisk kompensation for unødig ventetid.
En lignende ordning foreslås af handicapordfører for Dansk Folkeparti Karina Adsbøl, der gør opmærksom på, at det også ender med at blive dyrere, hvis man ikke giver det rigtige hjælpemiddel i første omgang.
Også Mette Thiesen fra Nye Borgerlige foreslår en ordning, hvor kommunen skal yde kompensation, hvis borgeren får medhold i en klage til Ankestyrelsen.
»Man hører om så mange af de her sager, og det kan give den mistanke, at kommunerne spekulerer i det,« siger Mette Thiesen.
Hun sidder selv i byrådet i Hillerød Kommune, og efter hun blev bekendt med Rasmus’, sag sendte hun en kritisk mail til forvaltningen, der siden er blevet sendt videre til borgmesteren.
»I den her sag virker det, som om der bliver lavet en masse lappeløsninger frem for at give Rasmus det hjælpemiddel, han har behov for. Han skal have et, der vil ligestille ham med andre uden handicap. Det er det, der står i loven, man skal stræbe efter. I stedet har han været udsat for ren kassetænkning,« siger Mette Thiesen.
Handicapordfører for Venstre Anni Mathisen er bekymret for, at en sag som Rasmus’ kan være et udtryk for, at kommunerne glemmer at bruge den sunde fornuft, når de sagsbehandler.
»Som venstrepolitiker kunne jeg rigtigt godt tænke mig, hvis man kunne få borgerens frie valg tænkt lidt mere ind på det her hjælpemiddelområde.«
Hillerød Kommune har ikke ønsket at kommentere den konkrete sag over for B.T. på trods af, at B.T. har indhentet en fuldmagt fra Rasmus, hvor han giver kommunen lov til at udtale sig i sagen.
