»For os er det for sent. Det handler ikke om os.«
Ordene er Maria Holsts, og blikket er alvorligt. Hun får ikke sin far igen. Rasmus Davison får aldrig sit ben tilbage. Sandra Mørk Valente bliver ikke rask.
Sundhedsvæsenets svigt af dem er uigenkaldeligt. Det håber de alle tre, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil forstå og bruge deres erfaringer til at hjælpe andre.
»Jeg håber, han lytter mere til os, end vores læger gjorde,« siger Sandra Mørk.
Hun er uhelbredelig syg af kræft i en alder af 30 år. Hun ved, det betyder, at hun måske ikke kommer til at se sine to små drenge vokse op.
Ligesom Rasmus og Maria har hun fortalt sin historie i B.T. for at sætte fokus på, hvor galt det kan gå, når lægerne ikke lytter. Når ingen tager ansvaret, og patienten overlades til sig selv, indtil det er for sent.
En problematik, som B.T. gennem en længere periode har sat fokus på, og som normalt resulterer i, at journalisten interviewer den ansvarlige minister. Men sådan er det ikke i dag.
Nu er det Sandra, Rasmus og Maria, der skal fortælle sundhedsministeren, hvad han kan gøre bedre. For de ved det bedst. Det er dem, der har betalt den højeste pris for at lære sundhedsvæsenets faldgruber at kende.
Det kan mærkes, at deres skæbner gør et indtryk. Ministerens blik er alvorligt, hans stemme er dæmpet, og han lytter intenst.
»Det var en hård besked at få. Det er min start på livet, der er ødelagt,« forklarer 18-årige Rasmus roligt, da Magnus Heunicke spørger ind til, hvordan det var at få beskeden om, at han havde knoglekræft.
En kræft, der har kostet Rasmus benet, men som kunne være fundet langt tidligere, hvis hans praktiserende læge havde sendt ham til den MR-scanning, som den dengang 17-årige teenager tryglede om at få.
Både Rasmus og Sandra blev først scannet meget sent i deres forløb, på trods af at de havde symptomer længe. Det reagerer Magnus Heunicke på.
»Hvis man havde scannet jer tidligere, så havde I stået i en helt anden situation. Det må være sådan, at hvis der er den mindste mistanke, så skal man igennem en scanning,« siger han.
Da Maria beretter om, hvordan kommunikationen mellem sygehusene i to regioner fejlede i en sådan grad, at hendes far gik glip af en scanning, der formentlig havde reddet hans liv, må ministeren bremse hende. Han finder blok og pen frem for at skrive ned.
»Der bør være et alarmsystem eller nogen, som følger op, hvis patienten udebliver fra en vigtig undersøgelse eller scanning,« siger hun.
En pointe, der vækker genklang hos ministeren.
»Det kan ikke være rigtigt, at hvis man skal have en tid hos frisøren, så følger de op, hvis man ikke kommer. Men når det handler om noget, der er så vigtigt som en kræftscanning, så hører man ingenting,« siger Magnus Heunicke oven på Marias beretning.
Han er også bekymret over at høre, hvor opsøgende og insisterende Maria, Rasmus og Sandra har måttet være for at trænge igennem i sundhedsvæsenet.
»Som kritisk syg eller pårørende til en alvorligt syg skal man selvfølgelig have den hjælp, man har brug for. Det kan ikke være rigtigt, man skal kæmpe for den,« siger Magnus Heunicke.
Han nævner den stigende specialisering i sundhedsvæsenet som en mulig forklaring på, at nogle patienter tabes på gulvet.
»Det er en slagside, der er kommet i takt med, at vi er blevet rigtigt dygtige til at behandle, når først der er en diagnose. Men det kan også risikere at give tunnelsyn, så man glemmer at se den hele patient,« siger Magnus Heunicke, der har et løfte til Maria, Sandra og Rasmus.
»Vi kommer til at lære af de ting, I har fortalt, og lave nogle ting om. Tusind, tusind tak for det, jeres historier har berørt mig dybt,« siger han.
Og det kunne man godt mærke på ministeren, er Maria, Rasmus og Sandra enige om efter mødet.
»Tit, når man hører politikere udtale sig, så er det altid for at dække over ting eller prøve at bortforklare. Men jeg synes, han lagde sig fladt ned og sagde, at der skulle gøres noget, og det var vel egentlig også en eller anden form for beklagelse over for os,« siger Maria.
»Ja, han lyttede til os, det er jeg glad for,« siger Rasmus, og Sandra supplerer:
»Det er lidt mere, end jeg havde turdet håbe på.«
»Nu håber jeg meget, at vi inden for kort tid kan se, at der kommer til at ske et eller andet. Det ville være en god julegave. Eller nytårsgave,« siger Maria.
