»Det er utilfredsstillende«, »svigt af ofrene for kriminalitet« og »totalt uacceptabelt«.
På Christiansborg vælter de hårde ord ned over justitsminister Nick Hækkerup.
Årsagen til den skarpe kritik er, at en uvildig undersøgelse af dommernes brug af strafferammen trækkes i langdrag.
B.T. kan nu fortælle, at undersøgelsen ifølge ellers dybt fortrolige dokumenter først står til at være færdig i første kvartal af 2023.

Det er mere end to år, efter retsordførerne i december år 2020 i forbindelse med vedtagelsen af en ny politiaftale besluttede at få undersøgt strafniveauet til bunds.
I bunden af artiklen kan hele forløbet ses.
»Det er simpelthen så kynisk og beregnende nøl fra justitsministeren, det overhovedet kan være,« siger Pernille Vermund, der er formand for Nye Borgerlige.
Hun siger, at det i år er kommet frem, at der mangler plads i de danske fængsler, som er overfyldte.
TIP OS: Har du oplevet, at gerningsmanden bag grov forbrydelse har fået lav straf? Skriv til B.T.s journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk
Og for nylig er der indgået politisk aftale om blandt andet at sende udviste fanger i fængsel i Kosovo for sammen med andre initiativer at skabe mere plads i fængslerne.
»Det er åbenlyst, hvad der sker. Vi indgik aftalen i vinter, og to år senere forventer de så at være færdig med undersøgelsen om, hvad der skal gøres for at flere får straf, der lever op til strafferammen,« siger hun og tilføjer:
»Ministeren har en interesse i, at den her undersøgelse bliver forhalet så meget som muligt, da der mangler plads i fængslerne. Både retsfølelsen, retssikkerheden og hensynet til ofrene bliver svigtet her.«
De Konservatives retsordfører, Britt Bager, er rasende.
»Grunden, til vi har taget initiativ til at få det her med i undersøgelsen, er, at vi har set en række eksempler på domme for grove og beskæmmende forbrydelser, der er fuldstændig ude af proportion med strafferammerne,« siger hun og fortsætter:
»Så jeg forstår simpelthen ikke, at det har taget et helt år at skrive et kommissorium, hvor brugen af straffe bliver undersøgt. Det er utilfredsstillende.«
Justitsminister Nick Hækkerup slår fast, at det er nødvendigt, at der bruges så lang tid på at få undersøgt brugen af strafferammen.
»Jeg kan godt forstå ønsket om, at undersøgelsen hellere skulle være færdig i går end i morgen, men sandheden er, at det tager tid at lave en grundig undersøgelse,« svarer ministeren på spørgsmålet om, hvorfor den først forventes færdig i 2023.
Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, har den her holdning:
»Det er jo fint, at der er nedsat en kommission til at konstatere, med stor sandsynlighed, hvad vi allerede ved, at der alt for ofte dømmes langt mildere, end vi fra lovgivers side ønsker os,« siger han og tilføjer:
»Det er dog dybt uhensigtsmæssigt, at rapporten først ventes færdig i 2023. Det finder vi i DF dybt uacceptabelt og vil derfor tage fat i justitsministeren med henblik på at få rapporten afsluttet i 2022.«
B.T. har bedt om en kommentar fra både SF, Enhedslisten og De Radikale, der er med i politiaftalen, men de har ikke reageret på kritikken.