Efter hærværk på flere af landets valgplakater kommer Jonas Brandt, der stiller op til kommunalvalg for Konservative i Frederikssund Kommune, med en kontroversiel opfordring.
»Det er en kamp hver gang, valgplakaterne kommer op. Det er trist, og vi skal respektere hinanden ordentligt, « siger Jonas Brandt til B.T.
Men alligevel synes han, det er synd, at vi ikke kan tilgå det på en sjov måde.
Det har derfor fået ham til at lave et Facebook-opslag, der på mange måder skiller sig ud i forhold til det seneste fokus på hærværk på valgplakater.

'Jeg vil gerne sige undskyld til dem, der havde glædet sig til at udsmykke mine valgplakater med skæg, briller, store ører eller lignende,' indleder Jonas Brandt sit opslag på Facebook.
'Jeg har desværre ikke mange plakater i kommunen, og det kan derfor være en udfordring at finde en plakat at tegne på,' skriver han videre.
Han har derfor besluttet af poste et opslag af sin valgplakat, så alle kan få en chance for at dekorere den.
Når kommunalvalget rammer den 16. november vil han udlodde en flaske vin til den sjoveste tegning, fortæller han.

Der er allerede kommet et par stykker ind i hans indbakke og kommentarspor.
»Men jeg håber da, jeg får nogle flere, som jeg kan dele med offentligheden,« siger Jonas Brandt med et grin.