»Jeg synes, at det er helt vildt skandaløst, at man håndterer det så dårligt i første omgang.«

Sådan lyder det fra medlem af forsvarsudvalget for SF, Anne Valentaina Berthelsen, som reaktion på Josephine Kreutzmann Olsens historie om sexisme i Forsvaret. Anne Valentaina Berthelsen fortsætter:

»Det, man i princippet siger til Josephine, er: ‘Hvis ikke du kan klare mosten, må du finde et andet sted at være'. Det, synes jeg, er totalt grotesk og overhovedet ikke acceptabelt. Det er sådan noget, der gør, at det ikke er attraktivt for kvinder at søge ind i Forsvaret.«

Josephine Kreutzmann Olsen fortalte til B.T. lørdag, hvordan hun blev opfordret til at sige sin stilling i Forsvaret op, efter at hun fortalte sin overordnede og tillidsmand om krænkende handlinger fra sin underviser.

Eva Flyvholm (EL) ønsker at tage sagen op i ministeriet (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Eva Flyvholm (EL) ønsker at tage sagen op i ministeriet (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han havde igennem flere uger kommenteret hendes udseende, sagt upassende ting til hende og befamlet hende.

Eva Flyvholm, som er medlem af Forsvarsudvalget for Enhedslisten, undrer sig også over håndteringen af den pågældende sag:

»Det er en helt vanvittig sag. Hvis det er sådan her, det er forløbet, burde han være kylet ud på røv og albuer for længst. Det er den linje, man i højere grad bliver nødt til at lægge, hvis man vil have ryddet op i det.«

TIP OS: Har du oplevet sexisme i Forsvaret, så skriv til cblu@bt.dk

Forsvaret har i den pågældende sag sagt til B.T., at sagen er håndteret efter de regler, der er på området. Derudover understreger de, at de har en nultolerance over for krænkende handlinger, og at de har en tydelig, nedskrevet politik til håndteringen af krænkende handlinger.

Eva Flyvholm anerkender det store stykke arbejde, der er gjort i Forsvaret de seneste år på området, men hun understreger også, at det ikke er nok:

»For at de tiltag skal slå rod i virkeligheden, kræver det, at de konkrete sager bliver afgjort på den rigtige måde. Og jeg må da indrømme, at en sag som denne ikke er et eksempel på det.«

Anne Valentina Berthelsen, SF, har selv stået frem med flere grænseoverskridende oplevelser på Christiansborg.
Anne Valentina Berthelsen, SF, har selv stået frem med flere grænseoverskridende oplevelser på Christiansborg. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Retningslinjer løser ikke problemerne alene, mener Anne Valentaina Berthelsen. Hun synes, at sagen skulle være håndteret på en anden måde:

»Der skulle have været flere samtaler, mere konsekvenspædagogik over for den person, som ikke ville respektere Josephines grænser. Hvis ikke han vil det, må det jo være ham, der skal opsiges, hvis der er nultolerance. Det er arbejdspladsen, der skal vurdere, hvad der skal til, for at sagerne bliver håndteret bedre, men det lyder meget ufleksibelt, hvis man kan blive bedt om at sige op efter én snak med sin overordnede.«

På baggrund af Josephines sag ønsker Eva Flyvholm både at tage den konkrete sag og de mere generelle forhold op i Forsvarsministeriet:

»Derudover beskriver Josephine blandt andet, at det er ekstra svært, når man er udsendt, fordi man går tæt op og ned af hinanden. Jeg har været i de bygninger, så jeg kan godt se, at det er svært. Men så bliver man nødt til at have en politik, der gør, at man er klar til at sende nogle hjem, der gør det utrygt for andre - det vil jeg gerne høre lidt mere om, hvordan de normalt håndterer det,« uddyber Eva Flyvholm.