Under en hektisk akutvagt på sygehuset kommer Maria ud fra en stue efter at have knoklet med en udadreagerende patient. På gangen støder hun ind i en ung, mandlig læge, der har dokumenteret hændelsen. Pludselig prikker lægen hende på hoften og siger: »Sikke nogle frække røde trusser, du har på – det var ikke dårligt at se på.«
En kommentar, der brændte sig fast i Maria, og som ændrede hendes arbejdsliv på sygehuset.
Historien her handler om 29-årige Maria, der er sosuassistent og læser til sygeplejerske. Hun står nu frem og fortæller om sexisme i sundhedsvæsenet, efter mere end 500 læger har skrevet under på et brev, hvor de siger fra over for sexisme.
Men noget tyder på, at lægerne selv er en del af den sexistiske kultur. B.T. har talt med flere sygeplejersker og studerende, der fortæller om kulturen. Maria er en af dem, men af frygt for, at det vil få konsekvenser for hendes uddannelse og fremtidige karriere, har hun valgt at være anonym.
I foråret bliver Maria ringet op af sin chef på et sygehus på Sjælland. Hun fik et tilbud om en akutvagt, slog til og kørte mod sygehuset, hvor hun skiftede til den klassiske, hvide sygeplejerskekittel. Hun møder ind til en kaotisk stemning, hvor hun må hjælpe til under en magtanvendelse. Det er meget normalt.
Hvad der desværre også er normalt, var den grænseoverskridende kommentar, hun fik fra lægen ude på gangen. Denne gang om hendes røde undertøj, der viste sig gennem hendes tynde sygeplejerskeuniform.
»Det var ikke noget, jeg havde tænkt over, og jeg blev faktisk lidt ked af det. Jeg var ikke klar over, at det kunne være frækt. Mit hoved var et andet sted, og det burde lægens hoved også være. Vi står i et professionelt miljø. Det var ikke noget, jeg gjorde for at gøre mig til,« siger Maria til B.T.
Det var sidste gang, Maria havde den tætsiddende kittel på. Kommentaren om undertøjet var så ubehagelig for Maria, at hun måtte finde andre løsninger og ændre på sin arbejdsgang for at undgå sexisme.
Nu er kitlen skiftet ud med den tykkere, trøjelignende busseronne-uniform, der sidder løsere og er mindre gennemsigtig. For så føler hun ikke, at lægerne kan se så meget af hendes krop, når hun prøver at være professionel.
Hun har også købt særligt undertøj kun til sygehuset, der er mere 'usynligt', hvis nu busseronnen alligevel skulle være en smule gennemsigtig.
Forholdsregler, som hun føler sig tvunget til at tage for at undgå sexisme og for at sikre, at hun ikke selv bidrager til nogen seksuelle tanker eller kommentarer.
Men episoden med undertøjet er langtfra enestående.
Særligt på sine aftenvagter møder Maria den sexistiske kultur. Her er hun blevet spurgt, om hun skulle have hjælp til at fjerne noget, hun havde siddende på sin kittel, og har fået lagt flere hænder på låret.
Hun har sågar oplevet, at en læge har spurgt, om hun ikke ville varetage en af hans opgaver med en patient, og hentydet til, at hun ville få en seksuel ydelse for det.
Hvorfor lægerne føler, de kan tillade sig at være sådan over for sygeplejerskerne og de studerende, er Maria slet ikke i tvivl om. Det handler om magt. For som sygeplejerske og studerende er hun lavest i det sundhedsfaglige hierarki.
»Det er et grænseoverskridende magthierarki. Lægen har mere magt, fordi han bestemmer, og når man står som studerende, har man tit og ofte en naturlig respekt for lægerne, der skal lære fra sig. Der kommer en magtsituation, hvor vi er lavest i hierarkiet, og det kan være svært at sige fra over for,« siger Maria, der er begyndt at undgå nogle af lægerne.
TIP OS: Har du oplevet sexisme i sundhedssektoren, så skriv til kale@bt.dk
Da lægen kommenterede Marias undertøj, blev hun paf. Hun smilede bare og gik sin vej. Men hun kunne da bare have sagt stop, er der nok mange, der tænker.
Men netop magthierarkiet gør det svært for Maria at sige fra over for sexismen. For hun frygter, at lægerne vil se sig sure på hende og udelukke hende fra forskellige sundhedsfaglige procedurer, der er afgørende for hendes uddannelse.
Derfor går Maria på arbejde, finder sig i hverdagssexisme og gør, hvad hun selv kan for at undgå seksuel opmærksomhed.
»Der er ikke noget, der kan retfærdiggøre det her. Vi skal forstå, at det her er uacceptabelt. Jeg skal ikke gå på arbejde og blive nødt til at tage en busseronne på for at undgå at blive tingsliggjort og føle mig som et sexobjekt. Vi skal være stolte af vores uniform,« sige Maria.
B.T er bekendt med Marias rigtige navn og identitet.
