Sexisme og grænseoverskridende adfærd er ikke kun forbeholdt mediebranchen, selvom den lige nu får meget fokus. Sexisme lever i bedste velgående i flere brancher - blandt andet servicebranchen.

28-årige Line Petersen har oplevet sexisme. Ikke bare én gang, men adskillige gange mens hun arbejdede som tjener på en familierestaurant og salgsassistent i et møbelmagasin i Aalborg.

»Jeg vidste ikke, det var forkert. Jeg troede bare, det var sådan, det var i branchen,« siger Line Petersen.

Hun arbejdede i servicebranchen i cirka 8 år ved siden af sit studie og oplevede grænseoverskridende adfærd gennem alle årene uden at se fremskridt.

Selvom Line Petersen kun var 16 år, da hun startede som tjener, slap hun ikke uden om sexismen - særligt én oplevelse står klart i hukommelsen.

»Der var mange gæster i restauranten og flere af dem var fulde. Her synes en mand, at han kunne tillade sig at trække mig ned på hans skød og tage mig på røven, selvom jeg kun var 16 år gammel. Jeg blev paf og bange for gæsterne,« fortæller Line Petersen.

Oplevelser som denne kom der mange af. Der var også dengang, hvor en mand til en konfirmation stak hovedet helt tæt på hende og nærstuderede hendes bryster under påskud af, at han ikke kunne se, hvad der stod på hendes navneskilt. Eller dengang hvor en mand tog fat i hendes skjorte og spurgte, om den ikke skulle knappes lidt op.

TIP OS: Har du oplevet sexisme, så kontakt skriv til os på kale@bt.dk

Hvad, Line Petersen ikke vidste, var, at hun godt måtte sige fra. Men som ung kvinde vidste hun ikke, hvordan hun skulle håndtere det, og hun troede, at det var branchens præmis og begyndte egentlig at undskylde på vegne af de grænseoverskridende gæster: »De var jo fulde, nogle af dem.«

Først da Line Petersen blev ældre og fik mere erfaring i branchen forstod hun, at opførslen ikke var acceptabel og begyndte at sige fra.

På det tidspunkt arbejdede hun også som salgsassistent. Her var det ikke unormalt at butikkens kunder klaskede hende i numsen, hvis hun stod foroverbøjet for at sætte varer på plads. Men når Line Petersen sagde fra, var forståelsen desværre minimal fra kunderne i butikken:

»De sagde, at jeg ikke skulle være så snerpet, at det var for sjovt, og at min røv jo var i klaphøjde. Men min røv står aldrig i klaphøjde, uanset hvilken stilling jeg står i,« siger Line Petersen og fortsætter:

»Det kan ikke passe, at jeg skal nedgøres for at sige fra. Det er en latterlig undskyldning for at være et kæmpe røvhul.«

Line Petersen var langt fra den eneste på arbejdspladsen, der oplevede grænseoverskridende adfærd. Mange af hendes kvindelige kolleger oplevede det samme. De var alle frustrerede over det, og talte ofte om det samme.

Men problemet er ifølge Line Petersen, at hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op for at ændre på det. Hun var handlingslammet.

Og da hun endelig tog sig mod til at kontakte en leder, fik hun af vide, at hun bare skulle slå igen. Men det er ikke en holdbar løsning, hvis du spørger Line Petersen.

»Så ser vi sexismen som en enkeltsag, men det er et strukturel problem. Ledere bør gøre det tydeligt for deres medarbejdere, hvad der er okay at sige fra overfor, og hvem de skal kontakte, hvis det sker. For som ung ansat er man bange for at miste sit job, hvis man siger fra,« siger Line Petersen.

For som Line Petersen beskriver det, så er de ansatte i servicebranchen indoktrineret med, at 'kunden altid har ret'. Men lige når det kommer til sexisme, er det på tide at få gjort op med den forestilling, mener Line Petersen.