I denne uge holder politiet særligt øje med trafikken omkring landets skoler.

Lidt for tit går det lidt for stærkt, når mor og far skal på arbejde, og måske lige skal nå at smide et par børn af på vejen.

Og alt for ofte glemmer både små og store at sætte lys på cyklen, inden de kører af sted om morgenen.

Derfor sætter politiet ekstra meget fokus på trafikken omkring skolerne i årets anden uge.

Morten Stricker

Politiet fortæller i en pressemeddelelse, at den ekstra trafikkontrol kommer til at vare fra mandag 7. januar til fredag 11. januar.

Og der er god grund til at kigge nærmere på forholdene omkring skolerne, mener ordensmagten.

»Da politiet i samme periode i januar 2018 kontrollerede trafikanterne på skolevejene, blev knap 4700 bilister sigtet for at køre for stærkt. Det er et problem, at så mange kører for hurtigt, da det kan være svært for børn at vurdere, om de kan nå over vejen, hvis de ikke ved, hvor hurtigt bilerne kører,« siger Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Og det er som sagt ikke kun farten, der er et problem i morgentrafikken.

Også mørklagte cyklister sætter sikkerheden på spil.

»For mange bilister kan det være svært at se cyklisterne i mørket, hvis de kører uden lys. Derfor opfordrer vi alle forældre til at tjekke, om der er cykellygter på børnenes cykler, og om lyset virker på både deres egne og børnenes cykler,« siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Derudover råder politiet også forældre til at tale trafiksikkerhed med deres teenagere.

Skolebørn mellem 13 og 16-år er nemlig dem, som oftest kommer til skade i trafikken.