Man må maksimalt køre 90 kilometer i timen i Limfjordstunnelen, men det overskred 1253 trafikanter onsdag.

Aalborg. Politiets fartkontrol på motorvejen ved Aalborg kom onsdag på overarbejde, da den blitzede omkring hver sjette bilist for at køre hurtigere end det tilladte.

Det skriver DR Nordjylland.

1253 trafikanter står til en bøde, klip eller frakendelse af kørekortet efter fem timers kontrol ved Limfjordstunnelen mellem Aalborg og Nørresundby.

- Det er klart nedslående, siger politiassistent Kim Haubro fra den Automatiske Trafikkontrol i Nordjylland.

Det er omkring hver sjette trafikant, der kørte hurtigere end de 90 kilometer i timen, som er det tilladte.

- Det sker, selv om vi skilter mere med hastighedsbegrænsningen, end vi behøver at gøre, siger Kim Haubro til DR.

Ved en lignende kontrol i marts 2016 blev der i løbet af fire timer udskrevet bøder til 2800 trafikanter.

Det medførte efterfølgende kritik, fordi flere mente, at skiltningen i området var mangelfuld. Derfor er der nu altså sat ekstra mange skilte op, siger Kim Haubro.

- Så jeg ved snart ikke, hvad der skal til. For der er ingen, der kan være i tvivl om, at man maksimalt må køre 90 kilometer i timen på strækningen, siger han til DR Nordjylland.

Det er Kim Haubros opfattelse, at mange enten er uopmærksomme og optaget af noget andet, så de ikke ser skiltene, eller at de måske tager den på rutinen og bare følger efter den, der kører foran.

Ud af de 1253 trafikanter, der står til en bøde, får 105 også et klip i kørekortet og to mister det.

Den ene er målt til at have kørt 153 kilometer i timen, hvor hastighedsgrænsen altså er 90 kilometer i timen.

/ritzau/