For enkelte personer blandt den unge del af befolkningen er det en drøm at have en Burger King lige om hjørnet ved sin bopæl.

Den såkaldte ‘drøm’ er nu røget i vasken i Ballerup, fordi flere borgere faktisk ikke ville have det.

Det har ellers været planen, at der skulle bygges en ny Burger King i forstaden til København, og Teknik- og Miljøudvalget har også fremlagt en lokalplan til at muliggøre byggeriet.

Tanken var at placere den på hjørnet af Ballerup Byvej og Jonstrupvej.

Men det fik borgerne i kommunen stoppet. Det skriver TV 2 Lorry.

»Vi mente, at nabohensynet vejede tungere end det projekt, som lokalplanen gav mulighed for. Vi synes også selv, restauranten lå dårligt i forhold til naboerne,« siger Socialdemokratiets Helle Hardø Tiedemann, som er formand for Teknik- og Miljøudvalget, til TV 2 Lorry.

Kun 32 ud af 108 personers høringssvar var positivt stemt over for planen om en ny Burger King.

Der var specielt bekymring om trafikale forhold, lugtgener, affald og sundhed.

Det gjorde altså, at man i byrådet besluttede at lytte til borgernes tanker og derfor droppe planerne.

Kommunens forvaltning havde ellers undersøgt de bekymringer, som borgerne havde.

Her kom man frem til, at de trafikale problemer samt støjgenerne ville være minimale.

Burger King har ikke forholdt sig til beslutningen endnu.