Burgerkæden Burger King blæser til angreb på konkurrenten McDonald's i kampen om at være nærmest, når danskernes tømmermænd er værst.

Det er kun godt en måned siden, at McDonald's gik sammen med budtjenesten Wolt om levering til døren i København, og nu går Burger King samme vej.

De går sammen med Wolts leveringskonkurrent, Just Eat, skriver de to firmaer i en fælles pressemeddelelse.

'Vores kunder har længe haft et brændende ønske om at få vores burgere leveret til døren, så det føles rigtig godt at kunne give danskerne en tidlig julegave. Med Just Eat-samarbejdet mener vi, at vi har fundet en samarbejdspartner, der kan sikre, at de burgersultne danskere får levering af højeste kvalitet,' siger Sofie Navardsen, markedschef hos Burger King Danmark.

'Det har været vigtigt for os, at det er den samme kvalitet og gode smag, der møder kunden, uanset om de får maden bragt ud, eller om de spiser den i en af vores mange restauranter,' siger hun.

Hos Just Eat har man også høje forventninger til samarbejdet.

»Vi er enormt glade for at byde Burger King velkommen i Just Eat-familien. Burger King er mange danskeres go-to sted, når de vil spise en god burger, og vi er glade for nu at kunne bringe en af danskernes favoritter hjem i stuerne. Nu går vi ind i en festlig højtid, og mon ikke der er nogle, der især vil glæde sig over at kunne klikke deres favoritburger hjem dagen efter en julefrokost eller 1. januar,« siger Carsten Boldt, administrerende direktør i Just Eat.

McDonald's leverer indtil videre kun i København, men Burger King spreder sig ud til flere byer. Ud over i hovedstaden kan man fra onsdag 21. november få leveret til døren i Aarhus, Odense og Aalborg.