Du er lige vågnet efter en vild bytur. Du ønsker at sætte proppen i for de værste tømmermænd med noget solidt junkfood. Men køleskabet et tomt, og du glemte at svinge forbi McDonald's på vejen hjem.

Du ville ønske, burgerkæde-mastodonten kunne bringe mad ud. Men nu behøver du ikke længere drømme om det.

Fra i morgen, mandag, lancerer McDonald's Danmark således et spritnyt koncept, der hedder McDelivery. Altså et udbringningstiltag, hvor du via burgerkædens app kan bestille mad hjem til privaten.

I første omgang kører McDonald's en testperiode i hovedstadsområdet på seks måneder, hvor man i en radius på fire-fem kilometer fra en restaurant kan få maden bragt hjem i tidsrummet 11-22.

Op til fem kilometer fra Rådhuspladsen og omkring restauranterne i Gentofte og Gladsaxe kan man forvente at få maden bragt ud.

Burgerkæden har lavet et samarbejde med udbringningsfirmaet Wolt, og McDonald's Danmarks kommunikationschef, Mads Jensen, er spændt på, hvordan kunderne tager imod det nye tiltag.

»Vi ser, at udbringningsmarkedet vokser, og det giver god mening, at vi også forsøger os med det. Afhængigt af hvor man bor, vil det koste mellem 29 og 69 kroner at få maden bragt ud,« siger Mads Jensen til B.T.

Når de seks måneder er gået, vil McDonald's evaluere forløbet og overveje, om tiltaget skal gøres permanent og udvides til andre landsdele.

»Men vi ved jo også godt, at der er grænser for, hvor lang tid maden kan holde sig frisk, når man bringer den ud. Så der er selvfølgelig også grænser for, hvor i landet vi kan køre konceptet. Men i de største danske byer med et solidt kundegrundlag vil det være oplagt,« siger Mads Jensen.

Kan I garantere, at kunderne ikke får kolde og slatne pomfritter, når de får maden bragt ud?

»Ja, det kan vi. Det er også derfor, vi ikke bringer mad ud til folk, der bor længere end fire til fem kilometer væk fra restauranten.«

McDelivery-tiltaget er ikke det eneste initiativ, burgerkæden har på bedding. I løbet af de næste fem år forventer McDonald's at udvide antallet af restauranter i Danmark fra 89 til 110.

Allerede nu kan McDonald's afsløre, at en ny restaurant i Vordingborg er på vej.