»Der er noget ravruskende galt i denne sag.«

Sådan lyder det fra folketingsmedlem Pia Kjærsgaard (DF) i sagen om hesten Florica fra Holbæk Rideklub, der blev seksuelt misbrugt af en 41-årig mand.

Manden blev tirsdag anholdt, men løsladt allerede dagen efter, da politiet ikke fandt grund til at varetægtsfængsle ham på trods af sagens karakter.

»Jeg blev ringet op klokken syv, hvor politimanden fortalte, at de havde været nødt til at løslade manden, fordi der ikke var grundlag for at forsøge at få ham varetægtsfængslet. Politimanden skyndte sig at sige, at jeg gerne måtte råbe af ham,« fortalte hestens ejer Mette Stentoft til B.T.

Da Mette Stentoft kom ud til sin hest morgenen efter overgrebet, var Florica urolig og ville umiddelbart ikke hilse på hende.
Da Mette Stentoft kom ud til sin hest morgenen efter overgrebet, var Florica urolig og ville umiddelbart ikke hilse på hende.

Og netop denne vurdering af sagen er for Pia Kjærsgaard helt utilstedelig:

»Sådan en sag skal tages meget mere alvorligt,« siger hun og fortsætter:

»Det er frygtelig synd for ejeren og hesten. Jeg vil gerne have ministerens reaktion, for det er ikke acceptabelt.«

Af den grund har Pia Kjærsgaard valgt at stille et paragraf 20-spørgsmål omkring straffen for dyremishandling til justitsministeren Nick Hækkerup (S):

»Vil ministeren begrunde, hvorfor det ikke var muligt at varetægtsfængsle en 41-årig mand, der er mistænkt for at have seksuelt misbrugt en hest på Holbæk Rideskole ... og hvad vil ministeren gøre for at sikre bedre mulighed for at kunne varetægtsfængsle i sager om seksuelt misbrug af dyr?«

»Jeg vil gerne have ministerens reaktion, for det er ikke acceptabelt. Dyremishandling skal have en hårdere straf.«

Foruden spørgsmålet vil Pia Kjærsgaard også tage sagen op ved en kommende samling. For hun mener, at der skal stærkere kræfter til i sager som denne, og hun går gerne forrest i kampen for retfærdighed til dyrene.

Men det er langt fra første gang, at en dyremishandlingssag dukker op i Danmark. På selvsamme rideskole i Holbæk måtte hesten Carli aflives, da hun led efter at være fundet med blødende kvæstelser i bagenden efter et overgreb.

Den 41-årige, som ikke blev varetægtsfængslet, er stadig sigtet i sagen om seksuelt misbrug af hesten fra Holbæk. Desuden undersøger politiet, om den 41-årige kan have en rolle i den anden sag om Carli.