Den tidligere børne- og ungeborgmester i Københavns Kommune Pia Allerslev blev sidste uge testet positiv for coronavirus.

Pia Allerslev havde sundhedsmyndighedernes Smittestop-app installeret – men hendes familie og nære bekendte blev ikke advaret, selv om de havde været tæt på en smittet i mere end 15 minutter.

Det skriver Politiken.

»Det er bekymrende, hvis den app ikke virker, når vi alle prøver at være ansvarlige og begrænse smittespredningen. Jeg har fået mange henvendelser fra mennesker i den nære omgangskreds, der ikke har fået den notifikation,« siger Pia Allerslev til Politiken.

Den tidligere Venstre-profil er ikke den eneste, som har oplevet problemer med Smittestop-appen.

B.T. har tidligere skrevet om Anne, som havde flere udfordringer med appen.

Først forsøgte hun forgæves at registrere sig som smittet.

Da det endelig lykkedes efter en opringning til sundhedsmyndighedernes opsporingsteam, opstod et nyt problem.

Hverken Annes søster, mor eller morens kæreste – som hun alle havde været tæt på i mere end 15 minutter i tiden op til det positive testsvar – blev advaret om det via Smittestop-appen, som de alle tre havde installeret på deres telefon.

Det er præcis det samme problem, som Pia Allerslev nu har oplevet omkring en måned senere.

Over for Politiken erkender Sundhedsministeriet, at flere brugere har oplevet problemer med Smittestop-appen, og at det har ført til en 'en række henvendelser i supporten'.

Sundhedsministeriet oplyser også, at det er svært at finde og rette fejl i appen, fordi den er udviklet med en teknologi, som beskytter brugernes privatliv.