Da Anne og hendes kæreste kom hjem fra ferie i Norge, besluttede de sig for at lade sig teste for coronavirus for at være på den sikre side.

Annes resultat var positivt, og hun forsøgte straks at registrere det i sundhedsmyndighedernes smittestop-app, men det kunne ikke lade sig gøre.

»Den blev ved med at komme med en melding om, at mit testresultat ikke kunne findes,« fortæller Anne, der estimerer, at hun brugte 20 forsøg over to dage på at registrere sit positive svar i appen.

Og det var langtfra den eneste udfordring, Anne oplevede med appen.

TIP OS! Har du oplevet problemer med smittestop-appen, hører vi gerne fra dig. Skriv en mail til cweb@bt.dk

Hun ønsker ikke at medvirke i en artikel med navn og billede, men har sagt ja til, at B.T. må fortælle om hendes udfordringer med smittestop-appen for at hjælpe med at sætte fokus på tekniske problemer med den.

Anne ringede til sundhedsmyndighedernes opsporingsteam for at få hjælp. De kunne også se, at hun ikke var registreret som smittet, og efter hendes samtale med dem lykkedes det hende endelig at få appen til at finde hendes positive testsvar.

Anne forventede, at hendes mor og hendes kæreste, som hun havde været sammen med en hel dag, efter hun vendte hjem fra ferie, ville få besked om, at de havde været udsat for smitte.

Både hendes mor og morens kæreste har nemlig også smittestop-appen downloadet og installeret, men den informerede dem ikke om, at de havde været tæt på en bekræftet smittet i mere end 15 minutter.

Smittestop-app fotograferet i København, torsdag 16. juli 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2020)
Smittestop-app fotograferet i København, torsdag 16. juli 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2020) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det samme gjaldt Annes søster, som også har appen og havde været sammen med Anne i en meters afstand i mere end et kvarter inden for de seneste 14 dage, og hun burde derfor ifølge myndighederens oplysninger om appen have fået besked, men advarslerne udeblev hos Annes nære kontakter.

Anne skrev derfor en mail til appens support, som B.T. har set. Hun blev bedt om at svare på yderligere spørgsmål vedrørende forløbet, men har endnu ikke fået svar på, hvorfor ingen af hendes nære kontakter fik en besked om, at de havde været eksponeret for smitte.

Sundheds- og Ældreministeriet oplyser i en mail, at Styrelsen for Patientsikkerhed kender til ni henvendelser fra borgere, der har oplevet, at appen ikke har sendt en notifikation til en nær kontakt, selv om både den smittede og den nære kontakt har haft hentet og anvendt appen.

'Generelt gælder det, at en notifikation er afhængig af en række forudsætninger, herunder indstillinger på den enkeltes mobiltelefon, fx at logning af eksponering for covid-19 er slået til på brugerens mobil, at telefoner er under 1 meter fra hinanden i over 15 minutter, og at den smittede borger svarer på få spørgsmål i appen efter, at pågældende har logget ind med NemID,' skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en mail.

(ARKIV) Sundheds- og Ældreministeriet oplyser, at Styrelsen for Patientsikkerhed kender til ni tilfælde, hvor borgere har oplevet, at deres nære kontakter ikke har fået besked om, at de er smittede, efter de registrerede det i smittestop-appen. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Sundheds- og Ældreministeriet oplyser, at Styrelsen for Patientsikkerhed kender til ni tilfælde, hvor borgere har oplevet, at deres nære kontakter ikke har fået besked om, at de er smittede, efter de registrerede det i smittestop-appen. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

De skriver også, at det derfor ikke er forventningen, at appen vil kunne ramme 100 procent af alle nære kontakter, som har installeret appen, og at det i den sammenhæng er vigtigt at understrege, at appen er et supplement til den manuelle smitteopsporing.

Ifølge et tweet fra Sundheds- og Ældreministeriet havde 1.084.240 danskere 17. august hentet smittestop-appen, og 457 brugere havde meldt sig smittet i appen.