»Bilen har det ikke så godt. Den er formodentligt totalskadet. Det er bilen og koen, som det er gået mest udover.«
Sådan sagde Peter Kiil til B.T. Aarhus den 23. august, efter han dagen forinden havde påkørt en løssluppen ko syd for Aarhus.
Og han havde ret. Koen måtte aflives dagen efter, og bilen var rigtig nok totalskadet. Erstatningen for begge dele skal han måske selv betale.
Det skriver Jyllands-Posten.
Peter Kiil var ude at køre en tur i sin Citroën på Gammel Horsensvej ved Solbjerg, da en modkørende pludselig laver en uventet U-vending, som fik bilisten til at undre sig og sætte farten ned for at taget et kig i bakspejlet.
»Da jeg kigger tilbage på vejen, ser jeg noget, der bevæger sig ud ad øjenkrogen. Det næste, jeg ser, er et kohoved på min forrude,« sagde Peter Kiil til TV 2 Østjylland.
Koen var en del af en hel flok, der havde sneget sig væk fra en landmand i området ved Solbjerg. Politiet havde på dagen fået flere meldinger om en flok køer i trafikken.
Foruden regningen for skaderne på bilen, som Peter Kiil selv må betale, skal han ifølge loven også finde pengepungen frem for koen. Han skal nemlig betale for en anden ko til landmanden, hvis landmanden kræver det.
»Den skade, som en ko forvolder, udløser ikke automatisk noget ansvar for den, der ejer koen. Man kan kun drage landmanden til ansvar, hvis han selv er skyld i skaden,« siger Casper Schad, advokat hos FDM, til Jyllands-Posten.
Peter Kiil selv forstår ikke, hvordan lovgivningen kan være skruet sammen på den måde, når koen er til fare for bilister. Han var i chok, da han fik nyheden.
Noget tyder dog på, at han slipper 'billigt'. Landmanden fortæller Jyllands-Posten, at han gerne vil betale for erstatningen selv, når det er hans egen ko, der har forvoldt skade.
»Det er aldrig sjovt at køre et dyr ned. Den kom løbende ind fra siden og over vejen. Det er godt, at jeg ikke ramte den fuldstændigt frontalt. Jeg rammer kun hovedet af koen. Det kunne være gået helt anderledes,« sagde Peter Kiil efter uheldet til B.T.


