Timingen er sådan set meget god.

»Det er jo måske på et meget fint tidspunkt, at de her penge kommer tilbage. For nogen falder de sikkert på et meget tørt sted,« siger Brian Friis Helmer, privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank.

Fredag vælter der større eller mindre beløb ind på bankkontiene hos 3,7 millioner danskere, når alt i alt lige knap 20 milliarder kroners overskydende skat bliver returneret.

Og i en tid med stigende inflation, dyrere fødevarer og eksploderende energiregninger kan det altså for mange være ekstra kærkomment i år.

»Selv om det jo selvfølgeligt er ens egne penge, er det jo en form for opsparing, der bliver udbetalt,« som Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank udtrykker det:

»Og det vil måske især dem med naturgasopvarmet bolig eller store strømregninger og benzinregninger blive glade for.«.

Gennemsnitligt er der 5.435 kroner til de borgere, der få penge tilbage, selv om det i virkeligheden selvfølgelig er meget forskelligt fra person til person.

Men hvad skal de så bruges til, hvis der ikke er kedelige regninger, der savner et økonomisk boost lige nu? Det giver Brian Friis Helmer og Karsten Engmann Jensen, privatøkonomisk rådgiver og indehaver af virksomheden Pengeministeriet, tre bud på herunder.

Lad dem stå på kontoen!

Godt nok siger man, at det er en dårlig ide at have (for mange) penge stående på kontoen, både på grund af de meget omtalte negative renter og en stigende inflation, der løbende spiser af formuen. Men alligevel.

»Vi anbefaler altid at have en buffer stående på kontoen, og hvis man sidder og er usikker på, hvordan økonomien ser ud i den nærmeste tid, er det nok en god ide at sætte lidt ekstra til side for at have en ekstra buffer. Om det så bliver til sommerferien eller til eksempelvis konfirmation eller barnedåb næste år,« siger Brian Friis Helmer.

»Lad dem stå til eventuelle uforudsete udgifter som eksempelvis vintertøj eller næste gang, der kommer et godt tilbud på en ting, du virkelig går og mangler. Hvis en ny cykel til efteråret så er sat ned med 25 procent, så er det jo i virkeligheden en forrentning på 25 procent af dit forbrug,« siger Karsten Engmann Jensen.

Fyr dem af nu!

Hvis pengene brænder i lommen, kan det også være helt fint at bruge dem med det samme, hvis man føler et behov for det og har luft i økonomien.

»En forbedring af boligen er også en god investering, den lidt sure udgift. Hvis man nu længe har gået og tænkt på at få udskiftet den ridsede bordplade, men ikke har fået det gjort, fordi det er mange penge, så gør det nu. Samtidig vil det fungere som en investering i en bedre tilværelse,« siger Karsten Engmann Jensen.

»Hvis man vil bruge dem på at forsøde påskeferien eller tage på ferie senere vil det egentlig være ganske fornuftigt, hvis man har overskud til det. Hvis man bare får et mindre beløb tilbage, vil det være mere oplagt at bruge til til lidt forsødelse,« siger Brian Friis Helmer.

Betal gæld af eller invester!

Hvis man bare ikke bryder sig om at have pengene stående på kontoen på grund af de fornævnte årsager som inflation og negative renter, så kan de flyttes andre steder hen.

»Det er rigtigt nok, at man ikke får meget rente, hvis pengene bare står på ens konto. Så kunne man overveje at betale af på noget gæld, som man så omvendt kunne spare noget rente på. Det kunne også være en mulighed at sætte dem i en pensionsopsparing eller investere dem, hvis man har is i maven og appetit på, at markedet har været noget mere turbulene i nedadgående retning end de seneste par år,« siger Brian Friis Helmer.

»Hvis man vil investere i aktiemarkedet, skal man gøre sig helt klart, at det skal være langsigtet. Det skal ikke være penge, som man står og skal bruge inden for de næste tre år,« understreger Karsten Engmann Jensen.