Snart er det Sankt Hans aften. Mere nøjagtigt d. 23 juni om aftenen brændes bål af flere steder rundt om i Danmark.

Men den ofte muntre aften har også en bagside.

Mange dyr fanges nemlig i bålenes flammer, fordi de ser kvasbunken som det perfekte skjulested eller et sted, de kan bygge rede.

»Dyrene er eksperter i at gemme sig, så det er nemt at overse dem. Hvis der er dyreunger i bunken, kan de sandsynligvis slet ikke flytte sig, fordi de stadig er for små. Derfor forsvinder de ikke, selv om man rusker i bunken,« siger Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.

Pindsvin er nogle af de dyr, der typisk gemmer sig i Sankt Hans bålet.
Pindsvin er nogle af de dyr, der typisk gemmer sig i Sankt Hans bålet. Foto: AMIR COHEN
Vis mere

Ifølge ham er det ikke nok at tjekke bålet for dyr inden optænding.

Dyrenes Beskyttelse opfordrer derfor til, at man flytter og genopbygger sit Sankthansbål samme dag, som det tændes om aftenen. På den måde undgår man, at dyrene fanges i flammerne.

Selv om det kan lyde som en stor opgave, er det nødvendigt hvis man vil undgå at dyr brænder inde, fortæller Michael Carlsen.

»Hvis brændematerialet allerede er samlet, burde det være en overkommelig opgave at flytte bålet. Det skal helst gøres så tæt på optænding som muligt, og allerhelst samme dag det tændes. Formålet er jo, at færrest mulige dyr kommer i fare,« siger han.