»Forsigtighed er et nøgleord, når det kommer til Sankt Hans bål. Sørg for at bygge bålet i sikker afstand til materialer, der kan brænde, tag hensyn til dine naboer og omgivelser, og vær opmærksom på vind- og vejrforholdene«.

Sådan siger Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen, i en pressemeddelelse fra Danske Beredskaber.

Budskabet kommer i kølvandet på Sankt Hans Aften, 23. juni, der sædvanligvis er en travl aften for brandvæsenet.

Brandvæsenet rykker således ud til knap tre gange så mange 1-1-2-meldinger som på en normal aften og nat.

»Det er også vigtigt, at du aldrig bruger brandfarlige væsker som f.eks. tændvæske eller benzin til optænding af bålet,« siger Mads Dalgaard videre.

Du kan mindske risikoen for, at bål bliver til brand ved at overholde de anbefalede sikkerhedsafstande og følge fem gode råd om brandsikkerhed.

  • Brug aldrig brandfarlige væsker, når du tænder bålet.

  • Hold øje med bålet og forlad det først, når ild og gløder er helt slukket - hæld gerne vand på.

  • Sørg for at have rigeligt med vand i nærheden.

  • Vær særligt opmærksom på børn og dyr i nærheden af bålet.

  • Hvis det er meget tørt eller blæser kraftigt, så lad være med at tænde bålet.