»Ultimativt kan de dø i ventetiden.«

Det siger overlæge Joachim Hoffmann-Petersen om de livsvigtige operationer, som kræftpatienter har fået aflyst på Odense Universitetshospital (OUH). Det skriver TV 2 Fyn.

B.T. har ellers tidligere fortalt, at det kun skulle være ikke akutte behandlinger, som hospitalet udskød på grund af travlhed. Det kunne være behandlinger mod hæmorider og skæve tæer.

Ifølge TV 2 Fyn, så viser det sig nu, at det dog også er hjerneoperationer og visse store kræftoperationer, der den seneste tid er blevet aflyst.

»Det betyder, at patienterne får en rigtig dårlig behandling, og at man risikerer, at de får det værre,« siger Joachim Hoffmann-Petersen, der er overlæge i Anæstesi og Intensiv Medicin på OUH i Svendborg, til TV 2 Fyn.

I starten af december lød det ellers i et skriftligt svar til B.T. fra OUH:

»Vi udsætter kun operationer, hvor en udsættelse på ingen måde truer liv eller førlighed, og det er altid på basis af en lægefaglig vurdering af den enkelte patients tilstand,« skriver OUH blandt andet i det skriftlige svar.

Overlæge Joachim Hoffmann-Petersen har ikke kendskab til konkrete sager, hvor patienter skulle være døde efter, at deres operation er blevet udsat. Det er dog hans store frygt, at det vil ske.

Det er manglende pladser på intensivafdelingen, der gør at operationer bliver aflyst, fortæller overlægen. Ifølge den seneste opgørelse, så mangler der 10 til 15 intensivpladser på OUH.

Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægelig direktør på OUH, beklager, at kræftpatienter har fået deres operation udskudt.

»Vi har heldigvis kunnet modtage dem til operation nogle få dage senere. Men sådan nogle situationer er vi selvfølgelig meget kede af. For vi kan jo alle sammen sætte os ind i, hvor stor en psykisk belastning det er for både patienter og pårørende,« siger den lægelig direktør.

I begyndelsen af december var det hospitalets eget skøn, at 80 procent af den normale aktivitet på operationsgangene bliver gennemført.

Dengang lød forklaringen fra hospitalet selv, at der ligger mange ting til grund for, at man har været nødt til at udskyde en række operationer. Blandt andet nævnes sygeplejerskernes strejke, problemer med at rekruttere medarbejdere og ikke mindst coronavirus-relateret fravær.