Godartede fedtknuder, skæve tæer, brok og hæmorider er alt samme eksempler på ting, som odenseanerne må lære at leve med i et stykke tid.

Det er nemlig svært at få vagtplanen på Odense Universitetshospital til at hænge sammen, og derfor har man valgt at udskyde ikke akutte behandlinger - som for eksempel behandlinger mod hæmorider og skæve tæer.

Det oplyser hospitalet i et skriftligt svar til B.T.

»Vi udsætter kun operationer, hvor en udsættelse på ingen måde truer liv eller førlighed, og det er altid på basis af en lægefaglig vurdering af den enkelte patients tilstand,« skriver OUH blandt andet i det skriftlige svar.

Og operationer, der altså ikke truer hverken liv eller førlighed, er som nævnt blandt andet operationer af skæve tæer, hæmorider, hofter og godartede fedtknuder.

Vurderingen fra Odense Universitetshospital er, at man lige nu gennemfører cirka 80 procent af sin normale aktivitet på operationslejerne.

Og der ligger mange ting til grund for, at man på hospitalet har været nødt til at udskyde en række operationer. Blandt andet nævnes sygeplejerskernes strejke, problemer med at rekruttere medarbejdere og ikke mindst coronavirus-relateret fravær.

Men hvor mange af de udskudte operationer, der skyldes personalemangel, og hvor mange der skyldes andre faktorer, kan OUH ikke fastslå. Det registreres nemlig ikke.

»Vi kan desværre ikke trække data på, hvor mange og hvilke operationer, det præcist har udskudt, eller af hvilken årsag. Der er ikke et nationalt krav om registrering af, hvilke operationer der bliver aflyst, og det registreres forskelligt fra afdeling til afdeling og fra sygehus til sygehus,« skriver OUH.

Sygehusets pressede vagtplaner har dog ikke kun betydning for operationer. Også de ansatte på Odense Universitetshospital er ved at nå deres grænse for, hvad de kan kapere.

Senest kunne B.T. fortælle om anæstesisygeplejersken Stina Engelhardt, der oplever, at hendes kolleger snart ikke har mere at give af.

»Folk arbejder langt ud over fuld tid, og der er ingen udsigter til afspadsering i den nærmeste fremtid. Vi er inde i en enormt ond cirkel,« siger Stina Engelhardt om situationen lige nu på OUH.