Styrelsen for Patientsikkerhed fraråder daginstitutioner og andre, at bruge en legeplads i Odense-forstaden Bellinge, fordi jorden er giftig.
Jorden skal dog spises før den farlig, derfor vurderer kommunen, at der ikke er tale om en akut sundhedsfare.
»Beboerne i området kan stadig gå tur på stierne og græsset og bruge det rekreative areal. Ud fra et forsigtighedsprincip anbefales dog at undgå direkte kontakt med jorden,« siger overlæge Danny Haimes fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Det er det forbudte pesticid DDT, der er fundet i jorden på det rekreative område imellem Bellingevej og Elmegårdsvej. Pesticidet stammer fra et gartneri, der indtil 1980erne har ligget på grunden.
Der er kun begrænset optag af pesticidet i kroppen ved indånding og hudkontakt.
To haver ved boligerne i området har også fået taget prøver, da det tidligere gartneri havde væksthuse på disse arealer. Her blev der fundet DDT i den ene af haverne. Ejerne er orienteret.
Odense Kommune, der ejer jorden, har nu sat skilte op, som fraråder børn og voksne at røre ved jorden. Det skal nu undersøges, hvorvidt jorden kan renses.