»Når vi kommer hjem og fejrer jul, taler vi ikke om det. For nogle gange føles ord så fattige, og det gør de også her. Det føles hult, når man prøver at beskrive det«
Sådan lyder det fra debattør og kendis Jim Lyngvild, der sammen med sin mand, Morten Paulsen, tager ud på kræftafdelingen på Odense Universitetshospital hvert år den 24. december og hilser og giver gaver.
Det er en tradition, der trækker tråde seks år tilbage i tiden. Og det er noget Lyngvild og hans mand ikke ville være foruden.
»Det startede med, at vores bestyrelsesformands kone blev uhelbredeligt syg af kræft, og hun var et af de smukkeste og bedste mennesker, jeg har mødt, og så fik hun simpelthen den mest værdige behandling. Derfor ville vi give noget tilbage« siger Jim Lyngvild.
Iværksætteren har en kosmetikforretning, og det er gaver fra det firma, som de kører ud med juleaftensdag. I starten kørte de bare ud med gaverne, men efter nogle år spurgte man fra Odense Universitetshospitals side, om Jim Lyngvild og hans mand ikke havde lyst til at aflevere dem personligt.
Og det takkede de ja til.
»Det var sådan en skelsættende oplevelse. Vi har gjort det i nogle år nu, men jeg tror ikke, vi kan komme til det i år på grund af corona.«
Flere aspekter ved besøgene har givet både Jim Lyngvild og hans ægtemand noget med. Nogle livserfaringenger. Nogle livslektier.
»Det er på en måde lidt grænseoverskridende at fortælle om, fordi det føles så privat, men mit budskab er, at julen er sådan en højtid, som for mange mennesker med vold og magt skal være hyggelig, men det behøver den faktisk ikke,« siger Jim Lyngvild.
»Det må godt være en tid, der kan mane til eftertanke, og det er faktisk helt okay at være ked af det juleaften.«
Jim Lyngvild fortæller om nogle af de oplevelser, der har sat sig i parret, efter de har været på afdelingen og givet gaver. For som han forklarer, så er man meget syg, hvis man ikke får lov til at komme hjem til jul.
Faktisk har parret været med ved folks sidste juleaften.
»Det er mega følelsesladet, når vi er der, og vi har eksempelvis oplevet en ung mor til to, som vi hilste på juleaften, som aldrig kom hjem fra hospitalet igen,« siger Lyngvild.
Derfor er der også stille, når parret sætter sig ind i bilen efter besøget. Så sidder de hver især og græder og tænker.
»Det er klart, at man også bliver taknemmelig for det, man har, når man kommer hjem. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis min mand lå indlagt dér en juleaften.«
Ved besøgene oplever de ofte, at folk bryder sammen. Derfor bliver Jim Lyngvilds mand også ude fra stuerne, fordi han i mindre grad er i stand til at lægge følelserne væk.
»De indlagte og deres ægtefæller, vi møder, bryder ofte sammen i tårer, når vi tropper op juleaftensdag med en gave og et kram, og det, tror jeg, handler om, at de føler sig set. At man ser den smerte, de går igennem.«
Foruden patienter og pårørende giver Jim Lyngvild og hans mand også en gave til læger og sygeplejersker på afdelingen, som ligeledes er væk fra deres elskede.
