Mangel på personale presser Odense Universitetshospital så meget, at hospitalets ledelse har bedt forskere om ekstraordinær hjælp på afdelingerne.
Én af de forskere er overlæge og professor Marianne Skovsager Andersen.
Hun understreger, at man som patient ikke skal være bekymret for at komme på hospitalet og blive mødt af en forsker, der ikke har set patienter i årevis.
»Der er nogle af os, der er rustne i det akutte, men så bytter man rundt, så vi tager det mindre akutte. Det er ikke sådan, at man sætter en, der ikke har set en klinik i flere år, i første række på et covid-19-afsnit. Det vil aldrig ske,« siger Marianne Skovsager Andersen.
Alligevel er situationen langtfra optimal, mener overlægen, som både i foråret og igen for en uge siden har taget ekstra vagter på OUHs afdeling M for patienter med hormonsygdomme. I forvejen er hun ansat i en stilling, hvor hun halvdelen af sin arbejdstid indgår i vagtplanen på OUH, mens hun forsker den anden halvdel af tiden.
Det betyder i praksis, at hendes arbejdsuge ofte er væsentligt længere end 37 timer, og at arbejdet også fylder i weekender og ferier. Derfor er det nærmest umuligt at nå det hele til tiden, når hospitalet beder hende og andre forskere om at tage en ekstra tørn på afdelingerne - i fagsprog klinikken.
»I forvejen er det svært at få kliniske forskere. Vildt svært. Fordi du føler, at du svigter klinikken, når du skal passe din forskning, og omvendt, når du er i klinikken,« siger Marianne Skovsager Andersen.
Hun er ikke i tvivl om, hvorvidt hun skal tage de ekstra vagter væk fra forskningen. Hun ville altid sige ja. Men til gengæld efterlyser hun forståelse for, hvad det betyder for forskningen.
»Man kan godt gøre det så surt, at det bliver svært at rekruttere nye forskere, der arbejder i klinikken. Derfor er det fint med fleksibilitet, men det bør også gælde den anden vej rundt,« siger Marianne Skovsager Andersen.
En del af hendes forskning tager udgangspunkt i Odense Børnekohorte, som følger familier lige fra tidlig graviditet, og til barnet fylder 18 år. Derfor er tid en afgørende faktor i arbejdet, for patienterne skal undersøges på bestemte tidspunkter i livet - så hvis man skal undersøge en niårig, nytter det ikke at vente.
»Det er projektpatienter inde hele tiden, hver uge. Der kan vi ikke bare bremse op og sige, hun kan bare sætte sig hen til skrivebordet. Vi er jo ikke forfattere,« siger Marianne Skovsager Andersen.
Men patienternes alder og udvikling er ikke den eneste tidshorisont. Der er også konkurrencen med udlandet, for hvis andre præsenterer deres forskning først, er det bare ærgerligt.
»Så lider forskningen, for så kan vi ikke skaffe midler. Du er ikke bedre end den seneste artikel, du har lavet. Hvis den seneste artikel er dårlig, får du ingen penge.«
Derfor mener hun, at det er vigtigt at prioritere forskning og forskningspatienter, så Danmark også i fremtiden kan sikre, at patienter bliver diagnosticeret og behandlet korrekt.
»Vi kan ikke bare læse en amerikansk artikel og så oversætte den til danske forhold, for det er nødvendigt med bedst muligt uddannede læger med høj faglighed. Det får du kun, hvis der er et grad af vidensniveau.«
Det betyder ikke, at hun ikke vil hjælpe til, når OUH beder om ekstra hjælp her og nu - men at her-og-nuforskningen ikke kan udsættes for længe, hvis den skal ruste sundhedsvæsenet på sigt.
