Tårnhøj beskæftigelse i byggeriet, og hoteller og restauranter, der vejrer morgenluft efter en lang, mørk corona-nedlukket vinter.
Nu pibler det frem med nye jobopslag i rekordtempo. Faktisk skal man hele 14 år tilbage til tiden lige før finanskrisen for at finde et forår med flere friske jobopslag end nu, skriver Finans.dk.
I marts-april i år er der blevet slået hele 63.069 nye job op.
Til sammenligning blev der kun slået 34.753 job op i samme periode sidste år, hvor Danmark stod midt i den første nedlukning.

Det viser tal fra Jobindex.
Tallene vidner ifølge vicedirektør i Dansk Industri, Steen Nielsen, om, at arbejdsmarkedet er stærkt på vej tilbage oven på coronakrisen og vinterens nedlukning.
Men at der er så mange nye job at søge kommer alligevel bag på ham
»Det er meget, meget bemærkelsesværdigt. Det kommer selvfølgelig efter en periode, hvor der har været nedlukning, så der er noget at indhente, men selv på den baggrund er det meget stærke tal,« siger Steen Nielsen til Finans.dk.
Dansk Industri har ikke undersøgt, hvilke brancher der har slået flest job op i marts-april, men Steen Nielsen vurderer, at en del af jobopslagene kommer fra hotel- og restaurationsbranchen, som har brug for personale oven på vinterens nedlukning.
Det rekordhøje antal jobopslag kommer i kølvandet på, at Danmarks Statistik for nylig fremlagde nye ledighedstal, der viser en faldende ledighed.
Ledigheden faldt med 1.800 personer i marts og ligger nu på 128.600 fuldtidspersoner svarende til 4,5 procent af arbejdsstyrken.
Ledigheden er faldet markant oven på første nedlukning i 2020, hvor den i maj 2020 toppede med 157.000 ledige, viser tal fra Danmarks Statistik.


