Man skal spørge grundigt ind til leveringsdatoen, hvis man i disse dage og uger er ved at skrive under på slutsedlen på en ny elbil eller plugin-hybrid.

Den nye bil kan nemlig vise sig at blive 10.000-20.000 kroner dyrere, end man havde regnet med.

Voldsom efterspørgsel på især plugin-hybrider betyder nemlig, at bilkøbere risikerer først at få deres bil efter nytår.

Og det kan blive dyrt at vente på den nye dyt.

Foto: Pressefoto
Vis mere

For fra 1. januar 2022 stiger afgiften nemlig på elektriske biler, og det er indregistreringsdatoen og ikke købsdatoen, der afgør, hvor meget du skal betale i afgift.

»Hver fjerde solgte bil har i år været helt eller delvist elektrisk, og på flere bilmodeller er efterspørgslen nu så stor, at det ikke er sikkert, at de kan leveres i år,« siger chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru, og tilføjer:

»Overvejer man at købe en plugin-hybrid, vil det være en klar fordel at få den indregistreret i 2021 og ikke efter nytår, hvor afgiften stiger.«

Fra 2022 justeres nemlig både bundfradrag og batterifradrag på elbiler og plugin-hybrider en smule, mens CO2-tillæg og indfasning af afgift på lavemissionsbiler også vil påvirke afgiften på plugin-hybrider, der dermed stiger i pris.

Konkret betyder ændringerne, at en gennemsnitlig plugin-hybrid til 250.000 kroner stiger omkring 10.000 kroner i afgift, mens plugin-hybrider til 450.000 kroner stiger 20.000 kroner, viser beregninger, FDM har lavet.

For elbiler vil de nye højere afgifter først ramme biler, der koster fra cirka 500.000 kroner og op. Her stiger afgiften med 12.000 kroner.

Vil man undgå, at ens nye plugin-hybrid eller elbil ender med at blive dyrere, end man havde tænkt sig, bør man spørge ind til leveringsdatoen og sikre sig, at den er på den rigtige side af nytår.

»En slutseddel er et juridisk bindende dokument, der ikke kan fortrydes. Er man i tvivl om, om afgiften vil stige, på den bil man ønsker at købe, er det FDMs anbefaling, at man får indført et forbehold i aftalen med forhandleren. Helt som ved tidligere afgiftsændringer,« siger Ilyas Dogru.