24. februar meddelte Andrea Elisabeth Rudolph offentligheden, at hun var blevet ramt af brystkræft, og at hun det næste halve til hele år skruer ned for arbejdet i sin succes-kosmetikvirksomhed Rudolph Care.

Under sygdommen kan hun se tilbage på et år, som trods coronapandemien landede ganske fornuftigt for hendes forretning.

Rudolph Care kom ud af coronaåret 2020 med et solidt overskud på knap 10,2 millioner kroner efter skat, viser årsregnskabet, som virksomhedsportalen Ownr har trukket for B.T.

Andrea Elisabeth Rudolph, som både er direktør og hovedaktionær i Rudolph Care, betegner i ledelsesberetningen resultatet som ‘tilfredsstillende’.

Andrea Elisabeth Rudolph.
Andrea Elisabeth Rudolph. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Virksomhedens aktiviteter har i årets løb været stærkt påvirket af covid-19 pandemien. Med henblik på at opnå en styrket position på markedet, når pandemien er overstået, er der i årets løb foretaget betydelige investeringer i etablering af en ny organisation og ledelsesstruktur.«

»På baggrund af ovenstående betragtes årets overskud på 13.077 tkr (13,077 mio. kr., red.) før skat og 10.162 tkr efter skat som tilfredsstillende,« hedder det i ledelsesberetningen.

Andrea Elisabeth Rudolph har trukket tre millioner kroner ud i udbytte af årets resultatet. Resten af overskuddet bliver i selskabet, hvilket bringer egenkapitalen op på knap 41 millioner kroner.

Andrea Elisabeth Rudolph meldte 24. februar ud, at hun trods sin sygdom har stor tiltro til, at Rudolph Care kan fortsætte den positive udvikling.

»Hos Rudolph Care fortsætter alle aktiviteter fuldt ud dedikeret med mig på sidelinjen – det har teamet gjort før, og det kan de sagtens gøre igen. Jeg håber, at min familie og jeg kan opretholde så normal en hverdag som muligt. Derfor betyder det meget for mig, at folk omkring os opfører sig, helt som de plejer,« skrev hun i et opslag på Instagram.

Særprogram med Vild med dans, hvor der sættes fokus på knæk cancer fredag d. 25. oktober 2013. Her er anden del af showet, hvor Andrea Elisabeth Rudolph er vært for kræftindsamlingsdelen. Knap otte år senere blev hun selv ramt af brystkræft.
Særprogram med Vild med dans, hvor der sættes fokus på knæk cancer fredag d. 25. oktober 2013. Her er anden del af showet, hvor Andrea Elisabeth Rudolph er vært for kræftindsamlingsdelen. Knap otte år senere blev hun selv ramt af brystkræft. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Andrea Elisabeth Rudolph stiftede Rudolph Care i 2006, efter hun havde været med i en stor anti- kemikampagne for Greenpeace.

Hun var gravid og lod sig teste for skadelige stoffer. Ud af otte testpersoner, var hun den, der havde flest kemikalier i blodet.

Det fik hende til at skabe sine egne skønhedsprodukter, der var fri for sundhedsskadelige ingredienser og både er svanemærket og økocertificeret.

Udover at have været fast vært på 'Vild med dans' i fem sæsoner, så har Andrea Elisabeth Rudolph også været radiovært på programmet 'Morgenhyrderne', som også havde komikerne Lasse Rimmer og Lars Hjortshøj som værter.