Togsættets design er nærmest underspillet. De robuste polstrede sæder er holdt i varmt rødt, mens gulvet indenfor har en ganske neutral farve.

Og så rammer en liflig, kildrende duft af ‘ny bil’ næseborene, lige så snart man træder et trin op og stiger ind. Endnu, i al fald.

Odense Letbane er i disse uger i gang med at teste, teste og teste igen og sliber i den kommende tid både i direkte og overført betydning de sidste kanter af, inden de 16 funklende nye togsæt bliver sluppet løs på skinnerne i den odenseanske trafik.

Det sker efter den senest reviderede tidsplan omkring årsskiftet.

Et nærmest underspillet og meget enkelt design vil møde de odenseanske letbane-passagerer. Foto: Jens Anton Havskov 
Et nærmest underspillet og meget enkelt design vil møde de odenseanske letbane-passagerer. Foto: Jens Anton Havskov 
Vis mere

Og den kommer til at holde, lover Mogens Hagelskær, der som administrerende direktør siden 2012 har stået i spidsen for det 3,6 milliarder kroner dyre projekt.

»Det er et nyt køretøj i byen. Den største udfordring er at vænne sig til et nyt element i trafikken,« siger Mogens Hagelskær på spørgsmålet om, hvordan den nye hverdag i gaderne vil blive for odenseanerne.

»Udover glæden og begejstringen skal man også lige lære de nye vejskilte at kende – at man ikke må køre venstre ind og venstre ud. Så en appel til at man kigger sig godt for og følger færdselsloven. Det gør vi selvfølgelig også,« siger Hagelskær, som i øvrigt selv stopper i jobbet til årsskiftet for at skifte til Energistyrelsen, hvor han skal være vicedirektør med ansvar for etablering af energiøer i Nordsøen og Østersøen.

Mens odenseanernes største udfordring ifølge direktøren bliver at vænne sig til den nye, markante spiller i trafikken, så har de ansatte hos Odense Letbane rettet blikket stift mod, at det hele skal fungere optimalt, når togene kommer i drift.

Foto: Jens Anton Havskov
Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

»Vores største udfordring er at få alle systemerne til at spille sammen og få testet tingene, som de nu en gang skal. Vi skal sørge for, det bliver en fantastisk oplevelse, når vi åbner banen for alle odenseanere. Det er vigtigt for os, at vi åbner på et sikkert grundlag, og det er dét, vi bruger vores tid på nu. Der sker et hav af tests rundt omkring i byen – også ‘usynlige’ test,« siger han.

En udfordring, som i al fald naboerne til letbanen i midtbyen har haft under testkørslerne, er, at det ryster ubehageligt meget, når togsætter ruller forbi. Et problem som teknikerne skal have styr på, inden anlægget går i drift.

En anden af de tekniske ting, der hidtil har været en del arbejde med for letbanen, er samspillet mellem lyssignalerne for henholdsvis togene og de øvrige trafikanter.

På den samlede strækning, der går fra Hjallese i syd til Tarup i nord, skal togene passere gennem 56 lyskryds. Letbanen vil have forkørselsret, og de biler, som kører i samme retning, vil dermed have det samme.

Arbejdspladsen for de 50 letbaneførere i Odense.
Arbejdspladsen for de 50 letbaneførere i Odense. Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

Mens trafikanterne, som skal krydse over sporet, af oplagte grunde må holde tilbage, indtil togsættet er kørt forbi.

»Der skal indstilles lyskryds og lyskurver, så vi får det bedste flow gennem byen. Bilerne skal ikke vente i for lang tid, og toget skal samtidig komme godt igennem. Det er vi på vej til at komme helt i mål med nu,« siger Mogens Hagelskær.

Når Odense Letbane er i normaldrift, vil det tage cirka 42 minutter at gennemkøre hele strækningen. Og togene kommer og kører ofte.

»Med syv et halvt minuts drift har vi et system, hvor toget kører uden, at man behøver at orientere sig i en køreplan,« siger Mogens Hagelskær.

Hos Odense Letbane mener man ikke, at Comsa har ret til pengene, de har gjort krav på i ekstraregninger. Sagen kan ende i en voldgiftssag, oplyser direktør Mogens Hagelskær.
Hos Odense Letbane mener man ikke, at Comsa har ret til pengene, de har gjort krav på i ekstraregninger. Sagen kan ende i en voldgiftssag, oplyser direktør Mogens Hagelskær.
Vis mere

24 af de i alt 26 stationer vil være klar til brug ved åbningen omkring årsskiftet, når det første togsæt i normaldrift ruller ud fra kontrolcentret på Søndre Hospitalsvej.

Kun de to stationer ved Nyt OUH, der som bekendt endnu ikke er færdigbygget, vil da endnu ikke være åbne for passagerer.