Letbanen i Odense har ikke kørt en meter med passagerer.
Og når letbanen en dag gør det, så bliver det uden Mogens Hagelskær som direktør for det hele.
I næsten 10 år har Mogens Hagelskær stået i spidsen for Odense Letbane, men inden længe er det slut.
Han skal være vicedirektør i Energistyrelsen med ansvar for den kommende etablering af energiøer i Nordsøen og Østersøen.
»Jeg er både stolt og ydmyg over muligheden for at træde ind i Energistyrelsens direktion med ansvar for energiøerne,« siger Mogens Hagelskær i en pressemeddelse.
Og det er pæne ord Mogens Hagelskær får fra sin nye arbejdsplads:
»Vi får en vicedirektør med en unik erfaring med opstart og etablering af store anlægsprojekter. Hertil kommer Mogens mange år som topleder og erfaring med forhandling og relationsskabelse, hvilket bliver essentielt i det kommende arbejde med energiøerne,« siger energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw.
For Mogens Hagelskær er det med både stolthed og vemod, at han annoncerer sit næste skridt i karrieren:
»Jeg glæder mig til at blive en del af holdet, der skal realisere dette imponerende og ambitiøse projekt i tæt samspil med private partnere,« udtaler den kommende vicedirektør i Energistyrelsen, Mogens Hagelskær.
Fra den 1. januar 2022 bliver den nuværende teknisk direktør, Steen Lykke, udnævnt til direktør for Odense Letbane.