Odense Letbane er ikke skyld i den potentielle »sikkerhedskritiske hændelse«, som Banedanmark har beskrevet i et notat til Folketingets transportudvalg.
Det er det helt klare budskab fra letbaneselskabet efter, at man har læst Banedanmarks orientering til landspolitikerne igennem.
Det fremgår ellers klart af Banedanmarks notat – som B.T. beskrev første gang tirsdag – at man 8. november 2021 var nødt til at stoppe al letbanens testkørsel ved Hjallese »pga. utilfredsstillende manuel overvågning, hvor to overskridelser af de aftalte grænseværdier ikke blev registreret af overvågningspersonalet«.
»Dette kunne potentielt have ledt til en sikkerhedskritisk hændelse,« lyder konklusionen fra Banedanmark.
Netop spørgsmålet om, hvorvidt strøm fra letbanen risikerer at påvirke signalerne for de tog, der ellers kører gennem Odense, er gået hen og blevet helt centralt i forhold til forsinkelsen af Odense Letbane.
Ifølge Banedanmark, fordi letbaneselskabet ikke har formået at bevise, at strøm fra letbanen ikke påvirker Banedanmarks sikkerhedssystem.
En fremstilling, som den tekniske direktør i Odense Letbane, Steen Lykke, dog er lodret uenig i.
Blandt andet fordi man hos Odense Letbane har målt overskridelser af grænseværdierne for strømpåvirkning, selv når der ikke har været sat strøm til letbanen.
»Det er ikke overskridelser, der stammer fra vores anlæg. Det kan de simpelthen ikke gøre,« siger Steen Lykke til B.T. og fortsætter:
»Selv når vi trækker så meget strøm som muligt på vores anlæg, så kan vi se, at vi ikke spilder strøm fra vores anlæg i en sådan grad, at det kan blive farligt ovre på Banedanmarks anlæg,« siger han.
Hvad er det så, I har kunnet måle, der påvirkede Banedanmarks anlæg?
»Det kan vi ikke sige noget om. Det er påvirkninger, som på en eller anden måde finder ind i skinnerne og over på Banedanmarks anlæg.«
Vandrer strøm fra letbanen til Banedanmarks systemer, vil det potentielt kunne sætte signalsystemet ud af funktion og dermed skabe risiko for togkollisioner. Sådan har det flere gange lydt fra Banedanmark, som gentager den fremstilling i notatet til transportudvalget.
Med andre ord har det ifølge Banedanmark afgørende betydning for sikkerheden, at der er styr på netop strømpåvirkning fra letbanen.
Derfor retter Banedanmark også kritik af, at Odense Letbane ikke under testkørslerne i begyndelsen af november opdagede de nævnte overskridelser.
Hvad siger du til, at I skulle have udført utilfredsstillende målearbejde?
»Vi kan helt klart tilslutte os, at vi ikke har set overskridelserne derude under den manuelle overvågning, hvor en person skulle sidde og kigge på et voltmeter, da den havde meget kort varighed. Vi taler om et sekund.«
Så har I lavet en god nok overvågning i forbindelse med målearbejdet?
»Nej, men det er også derfor, vi reagerer, da det bliver klart for os, at der har været overskridelser.«
Hvis man som læser af Banedanmarks notat sidder tilbage med en opfattelse af, at I har haft en uforsvarlig testmetode, hvad er så din reaktion på det?
»Det har vi ikke. Vi har gjort alt det her i fuld overensstemmelse med, hvad Banedanmark har sagt,« siger Steen Lykke.
Ifølge den tekniske direktør har der ikke været nogen farlige situationer under testene.
»Men det er selvfølgelig noget, som vi skal reagere på, fordi det var en overskridelse af de værdier, vi har fået udstukket af Banedanmark.«

