Er du ofte på vandet i din motorbåd, med et par jetski eller et paddleboard under fødderne, eller er du en af dem, der ræser afsted på din vandscooter?

Så skal du måske være opmærksom, når Københavns Vestegns Politi i dag indfører nye lokale regler for både motordrevne og brætsejlende vandhunde.

»Vi går ind og beskytter vandets ’bløde trafikanter’ ekstra mod ulykker, forbyder hurtig sejlads og pålægger motorbåde, jetski og surfere at vise særlige hensyn over for badende og sejlere i en 300-meters zone fra stranden,« siger Claus Bardeleben, vicepolitiinspektør i Københavns Vestegns Politi.

I en zone på 300 meter fra kysten i Brøndby, Hvidovre, Ishøj og Vallensbæk bliver det nu forbudt at sejle på en måde, der er til ulempe for de badende, for andre sejlende eller som støjer og generer andre.

Der må ikke være slinger i valsen, når de motordrevne fartøjer forlader kystlinjen.

Det skal nemlig nu højst ske i en fart på fem knob og i en vinkelret linje fra stranden og direkte ud af 300 meters zonen.

Og hvis du er én af dem, der godt kan lide at mærke skroget løfte sig, når du flyver over vandet i din speedbåd – så kan du godt vinke farvel. Den slags er nemlig nu forbudt i motordrevne fartøjer på vestegnen.

Se alle de nye regler for at færdsel på vandet her.