En ny, gennemsigtig støjmur langs hovedvej 11 gennem Ribe har gjort livet lettere for Torben og Tina Prinds.
Nu kan de nemlig sove længe om morgenen, grille med naboer og venner i haven og føre en snak over hækken uden at skulle råbe.
»Det er så dejligt,« siger 53-årige Tina Prinds.
Hun og manden Torben har tidligere fortalt om det nye liv uden støj fra hovedvejen til JydskeVestkysten.

Til B.T. fortæller parret, at de oplever en reduktion i støjniveauet med op til 60 procent.
»Vi kan sidde udenfor om sommeren og nyde eftermiddagskaffen uden at skulle sige 'hvad siger du?', når vi taler sammen. Og vi kan sætte et tv op ude i gårdhaven uden at blive generet af støjen,« siger Tina Prinds.
Derudover bliver parret ikke længere vækket klokken 5.30 om morgenen, når morgentrafikken begynder.
»Nu kan vi sove så længe, som vi vil,« siger 52-årige Torben Prinds.
Parret købte huset i 2019. Siden da er bygget yderligere spor på hovedvejen.
Trods støjniveauet har Torben og Tina været glade for at bo, hvor de gør, da det er tæt på Ribe centrum, natur og deres børn. Og med den nye støjmur, der er gennemsigtig, nyder parret udsigten mere end nogensinde før.
»Vi kan se skoven på den anden side og føler os ikke spærret inde bag en væg,« siger Tina Prinds.
Det er dog ikke alle, der er lige tilfredse med de nye støjværn.
Beboere lidt længere henne ad vejen mod nord oplever, at støjen bliver hængende, muligvis fordi støjen fra vejen bliver reflekteret af en facade på en bygning på den anden side af vejen.
En beboer siger derfor til JydskeVestkysten, at støjsvag asfalt havde været en bedre løsning.
Tina og Torben er dog glade for værnet og glæder sig over det nu mere støjfrie liv.



