Læger fra ikke-EU lande må vente flere år på at få deres ansøgning om dansk autorisation taget under behandling af Styrelsen for Patientsikkerhed

Det skriver Dagens Medicin.

Faktisk er ventetiden så lang og rigid, at Rigshospitalets Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling har opgivet at rekruttere læger fra førende lande som USA, Australien og Canada.

Alexandre Lefebvre fra Canada er en af de læger, der nu har ventet over to år på at få godkendt sin ansøgning. Han ansøgte tilbage i september 2019, da han ønskede at arbejde i Danmark på grund af sin danske kone og to børn.

»Det er meget frustrerende,« siger han, da B.T. fanger ham på telefonen fra Canada.

Alexandre Lefebvre og familien er nemlig nu flyttet tilbage til Canada, da han ikke længere kunne leve af at arbejde ulønnet og var nødt til at opretholde sine færdigheder som læge for at kunne få et lønnet job.

Alexandre Lefebvre har i et år arbejdet under supervision i Rigshospitalets højt specialiserede thoraxanæstesiologiske klinik – uden mulighed for at få løn – i mere end ét år.

Ansøgningsprocessen burde ellers blot tage 14 dage, mener læger, som Dagens Medicin har talt med. De kalder det ‘håbløst’ og opfordrer til politisk handling nu.

Sagsbehandlingen har ind til nu varet 25 måneder, og det er endnu uvist, hvornår Alexandre hører noget fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

»Det er jo et meget højt specialiseret felt, jeg arbejder indenfor, og det betyder jo, at der er nogle patienter, der ikke kan få behandling, når der mangler læger som mig i Danmark,« siger han.

Allerede sidste år var der kritik af ventetiden, der dengang var 22 måneder.

Magnus Heunicke vedkendte sig dengang, at ‘det selvfølgelig ikke var i orden’.

Sundhedsminister Magnus Heunicke har ind til videre ikke gjort noget ved den lange sagsbehandlingstid.
Sundhedsminister Magnus Heunicke har ind til videre ikke gjort noget ved den lange sagsbehandlingstid. Liselotte Sabroe

Alligevel er ventetiden nu steget til 28 måneder, kunne ministeren oplyse til Folketinget 31. maj i år. Her forklarede Heunicke desuden, at den væsentligste årsag til den forlængede sagsbehandlingstid skyldes, at Danmark modtager flere og flere ansøgninger fra udenlandske ansøgere fra lande uden for EU.

Læg dertil, at Styrelsen for Patientsikkerhed i en lang periode har været underlagt hjemmearbejde.

Alexandre Lefebvre arbejder i dag som hjerteanæstesiolog på Sacré-Cœur hospitalet i Montreal. Trods den danske smølen ønsker Alexandre og hans danske kone at vende tilbage til Danmark, når ansøgningen på et tidspunkt godkendes.

Alexandre fortæller til B.T., at han fortsat er ved at lære dansk og er klar til at tage Danskprøve 3, som udgør næste skridt i autorisationsprocessen.