Legoland, Lego House og Lalandia får inden for få år en ny konkurrent i Billund. En ny storstilet forlystelsespark er på vej, skriver Finans.dk.

Projektet, som udvikles af Gram & Jeppesen Group, skal brede sig over 300.000 kvadratmeter. Udover forlystelser vil der også blive bygget et 53 meter højt hotel med 915 værelser og 18 etager, en eksklusiv restaurant og et parkeringsanlæg.

Ifølge en pressemeddelelse er målet, at stedet skal stå klar til åbning i 2022. Det placeres i det østlige Billund, som i 2013 blev lagt ud som rammeområde for ferie- og ressortturisme.

Hotelkonceptet vil være meget familievenligt og ’all-inclusive’, som man kender det fra charterferier rundtomkring i Europa.

Parkeringshuset bygges i otte etager og får 4.400 parkeringsplaser til de besøgende.

Selve parken får forlystelser, ’der endnu ikke er set i Europa’, skriver en af direktørerne bag projektet Birgitte M. Gram i pressemeddelelsen.

Projektet er tegnet af Creo Arkitekter og er lavet i samarbejde med Billund Kommune.

Projektet opføres i samarbejde med både danske og internationale investorer og kapitalfonde, skriver Gram & Jeppesen Group i pressemeddelelsen. De vil dog ikke ind på, hvem investorerne er.