Legoland og Lalandia får skarp konkurrence af to nye forlystelsesparker, der åbner i Billund inden for de næste par år.

Og Tivoli kan også godt begynde at ryste i bukserne.

Hvis alt går efter planen, åbner en gigantisk H.C. Andersen-forlystelsespark i København i 2027 med Nordens højeste tårn som varemærke.

Forlystelsespark til 10 milliarder bliver dobbelt så stor som Legoland

Illustration af det kommende hotel i Billund Ø set fra syd, hvorfra der bliver indgang til forlystelsespark og parkeringsanlæg længere mod syd.
Illustration af det kommende hotel i Billund Ø set fra syd, hvorfra der bliver indgang til forlystelsespark og parkeringsanlæg længere mod syd. Foto: Creo Arkitekter
Vis mere

Navn: Billund Ø

Hvor? Billund

Hvornår åbner den? Efter planen i 2022

Om projektet

300.000 kvadratmeter – eller mere end dobbelt så stor som Legoland – og en pris på 10 milliarder kroner.

Firmaet Gram & Jeppesen Groups ambitioner til deres kommende nye forlystelsespark, Billund Ø, er lige så høje som det hotel, der skal opføres for at huse de mange betalende gæster.

53 meter højt bliver hotellet på 18 etager og med 915 værelser, som skal trone op over den kommende forlystelsespark i Billund.

Ifølge en pressemeddelelse fra firmaet er målet, at byggeriet skal stå klar til åbning i 2022.

Forlystelsesparken placeres i det østlige Billund, som i 2013 blev lagt ud som rammeområde for ferie- og ressortturisme.

Selve parken får forlystelser, 'der endnu ikke er set i Europa', skriver Birgitte M. Gram, en af direktørerne bag projektet, i en pressemeddelelse.

Hvilke forlystelser, der specifikt er tale om, vil firmaet endnu ikke løfte sløret for. Men direktør Peder Jeppesen lover, at gæsterne får smæk for skillingen.

»Nogle af forlystelserne kommer til at gå op i 53 meters højde, og der kommer power med skrig og action. Alt det, som er sjovt, og som folk gerne vil opleve, kommer vi til at kunne tilbyde,« sagde han i oktober sidste år til Ritzau.

3D-tegning og plantegning over Billund Ø.
3D-tegning og plantegning over Billund Ø. Foto: Creo Arkitekter
Vis mere

Projektet er tegnet af Creo Arkitekter og lavet i samarbejde med Billund Kommune.

Billund Ø opføres i samarbejde med både danske og internationale investorer, og ifølge Peder Jeppesen er pengene til projektet allerede på plads.

Bliver det til noget?

'Det er et meget innovativt projekt, der passer godt til en by som Billund, hvor der er fokus på børn og leg,' skrev Gram & Jeppesen i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af projektet i oktober 2018 og fortsatte:

'Det er med til at brande Billund bys visioner om Billund som børnenes hovedstad.'

Det skulle dog vise sig, at Billund Kommune ikke var helt enige i, at Billund Ø ville passe som fod i hose i det jyske mekka for forlystelsesparker.

Teknik- og miljøudvalget i Billund Kommune bad om en visualisering af det 53 meter høje hotel, men viceborgmester Per Nyhus (DF) sagde nej til tegningerne uden at sende dem til afstemning i udvalget.

»Visualiseringen var ikke præcis i forhold til det, som vi havde drøftet, og derfor afviste jeg ansøger inden udvalgsmødet. Det betyder dog ikke, at vi afviser projektet på nogen måde,« udtalte Per Nyhus i december sidste år.

Og mens arkitektfirmaet Creo arkitekter må tilbage til tegnebrættet, kæmper Gram & Jeppesens direktør med troværdigheden.

Peder Jørgen Jeppesen har været involveret i 15 selskaber, som er gået konkurs med ham ved roret eller kort tid efter, at han er trådt ud af selskabet. Det viser hans historik på virksomhedsregistret biq.dk. Direktøren har dog flere gange slået fast, at finansieringen på de 10 milliarder kroner er på plads, og at de 'sidder på den grønne gren'.

B.T. har forgæves forsøgt at få Gram & Jeppesen Group i tale.

H.C. Andersens eventyr vækkes til live i Nordhavn

Koncepttegning til H.C. Andersen-forlystelsespark.
Koncepttegning til H.C. Andersen-forlystelsespark. Foto: H.C. Andersen Adventure Tower
Vis mere

Navn: H.C. Andersen Adventure Tower

Hvor? Nordhavn, København

Hvornår åbner den? Efter planen i 2027

Om projektet

Forlystelsesparken H.C. Andersen Adventure Tower sigter mod stjernerne.

Et tårn på svimlende 280 meter skal efter planen trone op over den kommende forlystelsespark, der sammen med en tilstødende offentlig park kommer til at optage 85.000 kvadratmeter i Københavns bydel Nordhavn.

Det gør parkens vartegn til den højeste bygning i Norden – knap tre gange så højt som Rådhustårnet i København.

Den verdensberømte stjernearkitekt Bjarke Ingels skal stå i spidsen for byggeriet med sit arkitektfirma BIG i ryggen.

Initiativtagerne bag H.C. Andersen Adventure Tower er tidligere erhvervskundedirektør i Nordea Kurt Immanuel Pedersen samt John Christensen, der blandt andet ejer et stort hotel-rengøringsfirma.

De to entreprenører anslår, at det vil koste 6,5 milliarder kroner at realisere projektet, som – hvis alt går efter planen – kan være klar til at tage imod de første gæster i 2027.

Forlystelsesparken vil blive bygget op omkring H.C. Andersens eventyr.

Det bliver firmaet Forrec, der blandt andet har været med til at bygge Legoland i Tyskland og Universial Studios i Florida, som skal udvikle forlystelsesparken i samarbejde med en dansk H.C. Andersen-ekspert.

»Det skal være en Klasse A-forlystelsespark. Vi har fået 10 skitseforslag til forlystelser fra Forrec baseret på H.C. Andersens eventyr,« sagde Kurt Immanuel Pedersen tidligere til B.T., hvor han fortsatte:

»Det kunne for eksempel være en 4D-biograf, hvor man kan mærke varmen og kulden og måske også dufte gåsestegen fra 'Den lille pige med svovlstikkerne'. Det kunne også være et univers fra 'Fyrtøjet', hvor man møder de store hunde.«

Bliver det til noget?

Første store hurdle er at få overbevist et flertal i Københavns Borgerrepræsentation om projektet.

Det kræver, at både et flertal i økonomiudvalget og teknik- og miljøudvalget godkender henholdsvis en ny kommuneplan og en lokalplan for området.

Bliver begge planer godkendt, er vejen lagt til at muliggøre etableringen af byggeriet i 2021 med forventet åbning i 2027.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar af Kurt Emmanuel Petersen.

Forlystelsespark i det fri skal lokke flere børn ud i naturen

Kun fantasien sætter grænser i WOW Park, der bruger skoven som legeplads.
Kun fantasien sætter grænser i WOW Park, der bruger skoven som legeplads. Foto: WOW Park
Vis mere

Navn: WOW Park

Hvor? Billund

Hvornår åbner den? Påsken 2020

Om projektet


Mens de fleste forlystelsesparker kaster millioner efter nye teknologier for at lokke yngre generationer til, går de to brødre Jacob og Aage Hindhede i en helt anden retning med forlystelsesparken WOW Park.

Her handler det om at få børnene og deres forældre til at gå på opdagelse i naturen.

»Vi plejer at sige, at det er hjertet, der er motoren i forlystelsen. Med det mener vi, at du selv skal være aktiv og engagere dig i omgivelserne for at skabe oplevelsen og eventyret,« forklarer Jacob Hindhede, der åbnede den første WOW Park i Skjern i 2013 sammen med sin bror Aage Hindhede.

Derfor er der heller ingen rutsjebaner, spøgelseshuse eller karruseller til at klare underholdningen for gæsterne.

I stedet skal man klatre i træer, gå på opdagelse i skovbunden og forcere store net spændt ud over trækronerne.

Frilufts-forlystelsesparken i Skjern er nu blevet så stor en succes, at brødrene Hindhede nu udvider med en helt ny park i Billund.

Og selvom den jyske by efterhånden bugner af forlystelser til børn og voksne, så mener Jacob Hindhede, at WOW Park udfylder et tomrum.

»Vi ønsker at være modvægt til alle de mange nye teknologier, som vinder indpas i parker rundtomkring i verden. Derfor fokuserer vi på naturoplevelsen og den fysiske leg og giver mulighed for at slippe fantasien løs. Men vi er ikke i direkte opposition til de andre forlystelsesparker. Vi tilbyder bare noget helt andet,« forklarer han.

WOW-parken i Billund bliver på 280.000 kvadratmeter og kommer til at ligge i et stykke skov syd for Lalandia og øst for Lego-koncernens produktionsbygninger.

Målet er at tage imod mindst 90.000 betalende gæster i det første år.

Bliver den til noget?

Helt sikkert. Arbejdet med at færdiggøre parken er allerede i fuld gang, og den forventes at tage imod gæster fra storebededagsferien næste år.