Fra japansk anime og engelsk stop motion til frygtindgydende dinosaurer og en galakse langt, langt væk.

Fremtidens forlystelsesparker byder på noget for alle med hang til hæsblæsende rutsjebaner og virtuelle verdener. Særligt det kommende 'Star Wars'-land i Disney World tegner til at blive noget af en revolution.

1) Star Wars: Galaxy's Edge

'Star Wars: Galaxy's Edge'
'Star Wars: Galaxy's Edge'

Hvor? Disneyland i Californien og Disney World i Florida

Hvornår? 2019

Hvorfor skal jeg besøge den?

Forlystelsesparker er big business for Disney. Alene sidste år gav koncernens seks temaparker over hele verden et overskud på 29 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 100 procent siden 2016.

Men underholdningskoncernen har ikke tænkt sig at læne sig tilbage og tælle pengene.

Ifølge flere analytikere vil Disney bruge i omegnen af 160 milliarder kroner på forlystelser og hoteller de kommende fem år.

Det er mere, end de betalte for Pixar, Lucasfilm og Marvel tilsammen.

Mange af pengene vil uden tvivl gå til at vedligeholde og videreudvikle den stærkt imødesete forlystelse 'Star Wars: Galaxy's Edge', der allerede er åbnet i Disneyland i Californien, og åbner til august i Disney World i Florida.

De to nye 'Star Wars'-parker giver fans mulighed for at flyve i Han Solos ikoniske rumskib, Tusindårsfalken, i den interaktive forlystelse 'Millennium Falcon: Smugglers Run'.

Og i 'Rise of the Resistance' kan man opleve kampe mellem stormtroopers og oprørsgruppen på helt nært hold i den største indendørs forlystelse, Disneyland nogensinde har bygget.

»Det er vores mål at få gæsterne til at føle, de er trådt direkte ind i en af filmene,« har Scott Trowbridge, der er Portfolio Creative Executive for 'Imagineering' hos Disney og tovholder på de nye 'Star Wars'-parker, tidligere sagt.

Koncepttegning af det kommende 'Star Wars'-hotel i Disney World, Florida.
Koncepttegning af det kommende 'Star Wars'-hotel i Disney World, Florida. Disney/Lucasfilm

Derfor har Disney også bygget et luksushotel i 'Star Wars: Galaxy Edge' i Disney World, Florida, der er indrettet, så gæsterne føler, de befinder sig i det indre af et rumskib.

Alle vinduer vender ud mod universet, og hvis gæsterne ønsker det, kan de blive klædt i tøj, der er som taget direkte ud af 'Star Wars'-universet.

Hotellets personale spiller kendte roller fra stjernekrigsuniverset og blander sig med robotter som R2-D2, C-3PO og BB-8. Vagtpersonalet er klædt ud som stormtroppers, og der er både mulighed for at træne sine færdigheder i brug af lyssværd og tage på hemmelige missioner.

Du skal dog ikke regne med at overnatte blandt rumvæsener og robotter lige foreløbig. 'Star Wars'-hotellet i Disney World er allerede booket op et helt år frem.

2) The London Resort

Koncepttegning af The London Resort fra dengang, filmselskabet Paramount stadig var hovedsponsor.
Koncepttegning af The London Resort fra dengang, filmselskabet Paramount stadig var hovedsponsor. Paramount Pictures Corp

Hvor? Dartford, Kent (lige uden for London)

Hvornår? 2024

Hvorfor skal jeg besøge den?

Med et prisskilt på 55 milliarder kroner og et forventet dagligt besøgstal på 50.000 er ambitionerne for Londons Disney World-inspirerede forlystelsespark enorme.

Parken hed først Paramount Entertainment Resort.

Men da det amerikanske filmselskab trak sig ud af projektet i 2017, skiftede parken navn til The London Resort.

Det betyder også, at planlagte forlystelser baseret på filmselskabets mest elskede film-franchises som 'Mission Impossible', 'Transformers' og 'Star Trek' ikke bliver til noget.

Heldigvis er det britiske animationsstudie Aardman Animations stadig tilknyttet parken.

De verdensberømte stop motion-figurer Wallace & Gromit og Shaun the Sheep får en stor rolle i den kommende forlystelsespark uden for London.
De verdensberømte stop motion-figurer Wallace & Gromit og Shaun the Sheep får en stor rolle i den kommende forlystelsespark uden for London. Youtube

Derfor kan børn og voksne i alle aldre forvente helt nye forlystelser baseret på filmstudiets største hits, der bl.a. tæller 'Shaun the Sheep' og 'Wallace & Gromit'.

Inspireret af Disneyland og Disney World vil der også være daglige optog i The London Resort.

Her vil karaktererne fra de førnævnte film køre rundt i parken og hilse på deres fans.

Ud over de mange forlystelser vil The London Resort opføre en lang række hoteller samt indendørs underholdning i form af biografer og natklubber.

3) Universal Beijing Resort

Koncepttegning af Universal Bejing Resort.
Koncepttegning af Universal Bejing Resort. Universal Studios

Hvor? Beijing

Hvornår? 2021

Hvorfor skal jeg besøge den?

Allerede til næste år kommer Kina til at overgå USA som verdens største marked for forlystelsesparker.

Analysefirmaet Euromonitor International forudsiger, at 330 millioner mennesker fra verdens mest folkerige nation vil besøge en forlystelsespark i 2020, hvilket vil indbringe 12 milliarder kroner i billetsalg alene.

En af de mest imødesete nye parker i Riget i Midten er en Universal Studios-forlystelsespark, der åbner i Beijing-forstaden Tongzhou om to år.

Parken, der får navnet Universal Beijing Resort, er den sjette af sin slags i verden og den anden i Kina, der allerede huser en Universal Studios-forlystelsespark i Singapore.

Som noget helt nyt vil Universal Beijing Resort have forlystelser, der reflekterer Kinas kulturarv. Hvad der præcis er tale om, er endnu uvist.

Ellers byder parken på opdaterede versioner af velkendte forlystelser fra de amerikanske parker baseret på bl.a. 'Jurassic World', 'Kung Fu Panda',' Harry Potter' og 'Minions'.

Og hvis rygterne taler sandt, bliver særligt 'Jurassic World'-forlystelsen værd at rejse efter.

Forlystelsen bliver et mix af 3D- og robot-dinosaurer, som jagter dig, mens rutsjebaneturen står på.

På et tidspunkt vil vognen blive slået ud af kurs af en gigantisk dinosaurhale og sende dig skrigende gennem mørket.

Parken vil også byde på en opdateret version af Universal Studios' ikoniske 'The Incredible Hulk'-rutsjebane fra filialen i Florida.

I denne version er det ikke den grønne superhelt, men gigant-robotterne fra 'Transformers'-filmene, som udgør temaet for rutsjebanen.

Byggeriet af Universal Beijing Resort forventes at løbe op i 22 milliarder kroner. Til gengæld bliver parken også den største af sin slags.

4) Studio Ghibli Park

Rygtet vil vide, at luftskibet fra filmen 'Det flyvende slot' bliver en attraktion i Studio Ghibli Park, der åbner i Japan i 2022 og hylder instruktøren Hayao Miyazakis film. Modellen her kan lige nu ses i Ghibli Museum i Tokyo.
Rygtet vil vide, at luftskibet fra filmen 'Det flyvende slot' bliver en attraktion i Studio Ghibli Park, der åbner i Japan i 2022 og hylder instruktøren Hayao Miyazakis film. Modellen her kan lige nu ses i Ghibli Museum i Tokyo. Ghibli Museum

Hvor? Nagakute, Japan

Hvornår? 2022

Hvorfor skal jeg besøge den?

Den japanske instruktør Hayao Miyazaki bliver kaldt Japans svar på Walt Disney og har betaget hele verden med eventyrlige animationsfilm som 'Min nabo Totoro', 'Chihiro og heksene' samt 'Det levende slot'.

Og ligesom sin amerikanske kollega får den japanske mester nu også sin helt egen forlystelsespark.

Studio Ghibli, der har produceret alle Hayao Miyazakis film, åbner nemlig en forlystelsespark i byen Nagakute.

Lanceringen af Studio Ghibli Park vil efter planen ske kort efter Tokyos afholdelse af De Olympiske Lege i 2022.

Præcis hvad fans af Miyazaki kan forvente sig af parken, står stadig lidt hen i det uvisse, men det er sikkert, at forlystelserne bliver bygget over instruktørens elskede film og karakterer.

Plantegning over Studio Ghibli-parken.
Plantegning over Studio Ghibli-parken. Ghibli

Studio Ghibli Park bliver i bedste Disneyland-stil inddelt i fem forskellige områder, der hver især er baseret på udvalgte lokationer eller karakterer fra Hayao Miyazakis filmunivers.

Indgangen til parken bliver en oplevelse i sig selv. Den er nemlig konstrueret på samme vis som de fantastiske bygninger i filmen 'Det flyvende slot'. Rygtet vil også vide, at luftskibet fra selvsamme film bliver en attraktion i parken.

5) IMG Worlds of Legends

Koncepttegning af IMG Worlds of Legends I Dubai. Parken bliver den største udendørs forlystelsespark i verden.
Koncepttegning af IMG Worlds of Legends I Dubai. Parken bliver den største udendørs forlystelsespark i verden. IMG Worlds

Hvor? Dubai

Hvornår? 2021

Hvorfor skal jeg besøge den?

Det skorter ikke på hæsblæsende forlystelser i den største by i Forenede Arabiske Emirater. Dubais svar på Disney World, Dubai Parks and Resorts, tæller allerede fire forskellige forlystelsesparker.

I 2016 åbnede verdens største indendørs forlystelsespark, IMG Worlds of Adventure, i storbyen. Det kan dog godt betale sig først at booke billet til ørkenparadiset i 2021.

Her slår Dubai nemlig dørene op for verdens største udendørs forlystelsespark, IMG Worlds of Legends.

Spredt over 600.000 kvadratmeter vil parken byde på et væld af forlystelser baseret på nogle af verdens mest elskede brands fra Nickelodeon ('Teenage Mutant Ninja Turtles', 'SvampeBob Firkant' m.fl.) og Ubisoft ('Assasin's Creed' og 'Just Dance' m.fl.) til Pokémon, Cartoon Network og Mattel ('Barbie', 'Thomas Tog' m.fl.).

Præcis hvad IMG Worlds of Legends kommer til at diske op med af forlystelser, er endnu uvist.

Men hvis det bliver halvt så spektakulært som i søsterparken IMG Worlds of Adventure, er der store oplevelser i vente.