Du har en anelse om, at de er der, og pludselig hører du en af dem kravle langs sengekanten. Når du får tændt lyset, opdager du, at værelset er fyldt med dem.
Kakerlakker. Eller cockroaches, som det hedder på engelsk, lægger nu navn til en ny datingtrend kaldet roaching.
Definitionen på datingbegrebet er, at man holder hemmeligt, at man ser flere mennesker. Dem, man dater, ved måske godt, at man ser én anden lidt sporadisk, men når lyset bliver tændt – i overført betydning, selvfølgelig – viser det sig, at der er tale om mange flere.
Sådan beskriver Susan Trombetti, der er direktør i virksomheden Exclusive Matchmaking, roaching ifølge New York Post.
»Du kan se det som en risiko for, at du bliver udsat for roaching, hvis du føler, at personen ikke rigtig er tilgængelig eller til stede for dig og er meget privat om visse detaljer ved sit liv,« siger Susan Trombetti og fortsætter:
»De vil være meget påpasselige med, at du ikke ser på deres telefon. De vil for eksempel ikke have den forbundet til deres bil eller slår meddelelser fra, så der ingen risiko er for, at du vil se beskeder dukke op på skærmen.«
Hun forklarer også, at hovedformålet med de fleste dates for en person, der udsætter dig for roaching, vil være at have sex. Derfor vil de oftest mødes i dit eller deres hjem.
Hvis man er åben om sine mange partnere, er der ikke tale om roaching. Derfor opfordrer Susan Trombetti de mennesker, der har et behov for flere partnere, til at fortælle samtlige partnere om det.
På den måde sårer man ingen, og man ses kun med folk, der accepterer den datingstil, man har valgt.


