Antallet af døde med coronavirus stiger på det udskældte plejecenter Sølund.
Sidste uge kom det frem, at 12 beboere på plejehjemmet i København var døde med coronavirus, og det tal er nu vokset.
I alt har 16 beboere på Sølund været smittet med coronavirus, da de afgik med døden.
Det oplyser Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune til B.T.

En af de døde med coronasmitte på Plejecenter Sølund er Sussi Thøgersens mor, der 3. april gik bort.
Hun har allerede kritiseret manglende beskyttelse mod corona på plejehjemmet.
Sussi Thøgersen bliver også trist, da hun hører, at dødstallet nu stiger med fire fra 12 til 16 beboere med coronasmitte.
»Jeg synes, det er uhyggeligt, at tallet er så højt,« siger hun.

Københavns Kommune slår fast, at det største antal døde med coronasmitte på Plejecenter Sølund døde mellem 21. marts og 12. april,
Det var her, 12 med coronavirus gik bort, og én af dem var altså Sussi Thøgersens mor.
Fra 12. april til 26. april er de fire yderligere beboere med coronavirus så døde.
Alligevel vækker tallene store følelser i Københavns Kommune.

Her er ansatte 'dybt berørte' over antallet af døde på Plejecenter Sølund.
Sådan lyder det fra Signe Grauslund, områdechef Nord i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København.
»Vi er naturligvis dybt berørte af, at 16 beboere er døde, også selvom det er svært at afgøre, i hvilket omfang covid-19 har været en livsforkortende faktor,« siger områdechefen.
TIP OS: Har du viden om smittede med corona på plejehjem? Skriv dit tip til B.T.-journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk