På det københavnske plejecenter Sølund kæmper man ikke bare med daglige gøremål i disse tider.

Plejecentret er nemlig et af de centre, der er ramt af den dødelige coronavirus.

På nuværende tidspunkt er 12 beboere døde med coronavirus, og der er 15 af de ansatte, som er testet positiv.

I en mail fra sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune lyder det:

'I perioden 17. marts til 17. april er 12 beboere afgået ved døden med coronavirus. Det et ikke muligt at afgøre med sikkerhed, om de konkrete dødsfald er sket som følge af smitte med covid-19, om borgerne er døde som følge af anden sygdom og svækkelse, eller om covid-19 har været en medvirkende årsag,' står der i mailen, som fortsætter:

'Men en sundhedsfaglig gennemgang viser, at halvdelen af disse dødsfald formentlig ville være sket under alle omstændigheder inden for kort tid på grund af flere konkurrerende sygdomme.'

Er du pårørende til en beboer på Sølund, eller ved du noget om sagen, så skriv til os på 1929@bt.dk

De 15 medarbejdere, som er smittet med covid-19, udgør syv procent af de ansatte, der er på Sølund, som er et af kommunens største centre.

På Plejecenter Sølund, som ligger på Ryesgade på indre Nørrebro, er der 150 beboere fordelt på seks etager. I mailen fra kommunen står der, at de gør en ekstraordinær indsats for at inddæmme problemet.

'Vi følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for testning, vores medarbejdere har relevante værnemidler, og de ved, hvordan de skal agere, og hvad de skal gøre for at undgå smittespredning. Plejehjem med covid-19-smittede følger de generelle anvisninger vedrørende begrænsning af smitteudbredelse, for eksempel zoneopdeling af både beboere og medarbejdere og isolation,' står der i svaret.

Sølund er et af syv plejecentre i Københavns Kommune, som er ramt af coronavirus, og det er et ud af fire, der har beboere, som er død med sygdommen.

Ni beboere er nu smittet med sygdommen, hvoraf de tre er indlagt, og de resterende seks bliver stadig passet på plejecentret.

Desuden er ni beboere også erklæret raske efter at have været smittet med coronavirus.