Det bliver højst sandsynligt en dyr omgang at rejse på ferie, når coronakrisen engang er overstået. I hvert fald hvis man tænker at hoppe på flyveren, når tiden er inde.

Ifølge den internationale forening for flyselskaber, IATA, vil den dødelige virus nemlig betyde, at flybilletterne vil få et kæmpe prishop.

Alexandre de Juniac, der er direktør i foreningen med 290 flyselskaber som medlemmer, fortæller, at prisstigningen vil komme som følge af de nye regler, flyselskaberne skal overholde. Det skriver The Independent.

Reglerne indebærer strenge restriktioner fra både regeringer og sundhedsmyndigheder, således at smittespredningen reduceres mest muligt.

Af denne årsag har IATA tilføjet to nye begreber: 'de-densification' og 'neutralisation'. Begreber, som altså højst sandsynligt vil komme til at koste de rejsende dyre domme.

Det første begreb handler om, at flyselskaberne skal reducere antallet af passagerer i flyene, så der er afstand mellem passagererne. Det andet begreb handler om, at specifikke sæder skal forblive tomme.

»Hvis de-densification bliver påkrævet af myndighederne, vil det neutralisere midtersædet i rækker med tre sæder på kortere flyvninger,« siger Alexandre de Juniac til det britiske medie.

Han giver også et eksempel, der lyder, at et fly fra Ryanair, som normalt har plads til 189 passagerer, fremover kun vil få grønt lys til at have 126 passagerer med.

Det kan ifølge Alexandre de Juniac betyde, at prisen på flybilletter vil stige, såfremt flyselskaberne vil opretholde den samme indtægt som tidligere.

Selve prisstigningen vil dog afhænge af udbud og efterspørgsel, og derfor er der ikke noget sikkert svar på, hvor meget dyrere det vil blive at flyve efter krisen.

B.T. talte søndag med Hans Christian Stigaard, der er tidligere trafikchef i Københavns Lufthavn. Ifølge ham er det også så sikkert som amen i kirken, at flybilletterne vil blive dyrere efter krisen.

»Priserne vil stige, for det vil være nødvendigt, for at selskaberne kan overleve. De kan ikke leve med flyvninger, som de mister penge på. Det bliver nok ikke enorme stigninger, men det bliver dyrere at flyve i starten, så branchen kan komme i gang igen,« understregede eksperten.