Vi skal skrue tiden ét år frem.

Foråret 2021 er over os, og alt er ved det normale igen. Du må tage på restaurant, til koncert og sågar flyve rundt i verden for at opleve fremmede kulturer.

Men alligevel er alt ikke ved det normale.

Det har nemlig kostet samfundet og økonomien nærmest umenneskeligt højt, at Danmark og resten af verden måtte 'holde lukket' og delvist åbent i store dele af 2020.

Spørgsmålet er dog: Hvordan kan du helt præcis mærke det, når dit vækkeur river dig ud af din drøm i april 2021?

Er dit hus blevet mindre værd? Er din favoritrestaurant gået nedenom og hjem? Koster en lavprisflybillet til London pludselig 1.000 kroner?

Det forsøger B.T. her at give et kvalificeret gæt på. Vi har formuleret 10 kategorier og har så allieret os med en række eksperter, der giver deres bud på, hvordan Danmark kan se ud på den anden side.

1. Boligmarkedet:

Priserne kommer til at falde.

Der er ingen vej udenom: Den økonomiske krise vil påvirke boligmarkedet.

Antallet af handler vil gå ned, snakken om en nedgang i priserne vil sprede sig, og så vil folk afholde sig fra at sælge.

Men hvor meget vil priserne være faldet i foråret 2021?

»Det Økonomiske Råd spår, at prisen på et klassisk enfamiliehus vil falde med mellem otte til 11 procent. Det er hårdt, vil jeg sige,« siger direktør Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter.

Han understreger, at det for en række især nye boligejere vil være et problem.

»Hvis dit hus falder med 10 procent, så mister du din udbetaling på fem procent og yderligere penge hos banken, som du så skal hente ind, og så har du et problem,« siger han.

2. Prisen på dit fly rundt omkring i verden:

Det bliver dyrere at flyve.

I disse dage bløder flyselskaberne. Mere eller mindre alle maskiner står parkeret, men der er stadig masser af udgifter.

Lige nu kæmper Norwegian for at overleve, og skruer vi tiden frem til foråret 2021, vil du skulle kigge langt efter nogle flyselskaber på lufthavnens afgangstavler, som du ellers plejer at se.

»Flybranchen har aldrig været så presset. Den har aldrig været lagt ned sådan her. Et selskab som SAS skal nok overleve, men mange andre selskaber vil ikke. Eksempelvis er Norwegian et stort spørgsmålstegn,« siger tidligere trafikchef i Københavns Lufthavn Hans Christian Stigaard.

Og hvad vil det så betyde for priserne om ét år?

»Priserne vil stige, for det vil være nødvendigt, for at selskaberne kan overleve. De kan ikke leve med flyvninger, som de mister penge på. Det bliver nok ikke enorme stigninger, men det bliver dyrere at flyve i starten, så branchen kan komme i gang igen,« understreger eksperten.

3. Arbejdsmarkedet:

Ledigheden vil stige, og nogle brancher vil være meget usikre.

Allerede nu er ledigheden steget, og skruer vi tiden ét år frem, vil den være endnu højere.

Det er den klare vurdering fra arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Spørgsmålet er bare, hvor høj den bliver, og om det går ud over enkelte brancher.

Vi begynder med det første.

»Det handler både om eksporten og om vores privatforbrug. Går det meget ned i USA og England, som vi eksporterer til? Så kan vi få det hårdt. Og begynder vi at blive mere forsigtige med vores privatforbrug, vil det gå ud over ledigheden også,« siger forskeren.

Virksomheder, der har et stort eksportgrundlag, vil altså være usikre, og det vil især gå ud over detailbranchen, hvis vi begynder at holde mere på vores penge.

4. Vil din lokale favoritrestaurant eller -butik overleve?

Flere butiks- og restaurantlokaler vil stå tomme.

Vi har allerede set flere restaurantkæder – senest pastakæden Vapiano – dreje nøglen om efter at have haft lukket i mere end en måned.

Og sådan bliver det ved indtil i hvert fald maj. Så hvor længe kan butikker og restauranter overleve?

»Det afgørende er selvfølgelig længden af det, men vi vil se en acceleration af den her butiksdød, der allerede er sket med webhandelen. Du skal jo også tænke på, at mange af de her steder henter mest af deres omsætning i sommermånederne,« siger fremtidsforsker Marianne Levinsen.

Hun understreger, at der ganske vist er hjælpepakker, men at de ikke dækker alt, og at omsætningen ikke kommer igen.

Samtidig understreger hun, at der vil være måneder efter åbningen, hvor det hele vil være lidt forsigtigt, og hvor butikker og restauranter igen vil mangle omsætning.

»Den her tid er kold, usikker og ængstelig. Butikker og restauranter vil knække halsen,« siger hun.

5. Dagligvarepriserne – vil det blive dyrere at handle?

Nej, priserne vil falde.

Mens de fleste andre brancher bløder, står det godt til hos dagligvarebutikkerne.

Danskerne skal have deres mad, og der er sågar mere tid til at kaste sig ud i store bage- eller madprojekter, når størstedelen af tiden bruges derhjemme.

Men hvordan vil det se ud om et år? Vil den økonomiske krise betyde, at priserne i dit lokale supermarked får et nøk opad?

»Nej, det tror jeg ikke – tværtimod. Konkurrencen er enorm på det her marked, og den vil stige, i takt med at vi har et samfund, der skal startes op igen, og hvor folk måske er mere forsigtige med deres penge. Så vi vil få en endnu højere priskonkurrence, og det betyder, at det bliver billigere,« siger detailekspert Bruno Christensen.

Han afviser ikke, at der vil komme prisstigninger på enkelte varer, men så vil det ske, hvis producenten sætter indkøbsprisen så højt op, at der ikke er anden udvej hos supermarkederne.

6. Pensionen – hvad gør aktiemarkederne ved din opsparing?

Mange danskere har deres pensionsopsparing investeret i aktier, og 2020 startede egentlig godt for de danske pensionsopsparere.

En person med en opsparing på omkring en million kroner havde fra 1. januar til 19. februar i år høstet et solidt afkast på ca. 38.000 kroner, men blot tre uger senere var det vendt til et tab på 3,8 procent.

Men hvordan kan det se ud om et år? Og hvad bør du gøre?

Det har vi spurgt aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen om.

»Det afhænger fuldstændig af, hvordan økonomien retter sig, og hvornår og hvordan genåbningen forløber, men mit gæt er, at vi får et 2021, hvor vi nærmer os den normal, som vi er vant til,« siger han.

Og hvad betyder det så for dig med din investerede pensionsopsparing?

»Vi anbefaler, at du holder fast i din investeringspakke, for vi tror, at aktierne vil stige, i forhold til hvor de er nu. Men det er klart, at det er en meget usikker tid, denne her, så du skal nok heller ikke som pensionsopsparer gå ud og købe en masse aktier nu,« siger Jacob Pedersen.

7. Kulturlivet – vil turistattraktioner, spillesteder og museer overleve?

Nogle vil ikke overleve.

Lige nu må vi for alt i verden ikke samle os mange mennesker, og over sommeren er festivaler, store koncerter og markeder helt og aldeles forbudt.

Men også alt fra museer til spillesteder lever lige nu uden omsætning, og hvor lang tid kan de blive ved uden det?

»Der er jo lidt støtte, men sagen er også den, at mange af de her steder beror på en god omsætning i sommermånederne, og hvis denne her sæson ryger, så kommer den ikke tilbage. Så der er steder, som ikke vil overleve. Helt sikkert,« siger fremtidsforsker Marianne Levinsen.

8. Forsikringspræmier – bliver dine forsikringer dyrere?

Nej, det forventes ikke.

Forsikringsselskabernes rejseafdelinger har travlt i disse dage, hvor der skal dækkes aflyste sommerferie- og storbyture.

Men er det ensbetydende med, at man vil hente det tabte ind ved at sætte priserne op?

»Nej, jeg tror ikke, at der er nogen forsikringsselskaber, der vil hæve priserne. Vi kan eventuelt få en stigning på rejseforsikringerne, men så vil man måske også opleve et fald på noget som bil eller indbo,« siger forsikringsekspert Søren Ahlgren Mortensen.

Og sagen er faktisk den, at man tager fejl, hvis man tror, at forsikringsselskaberne bløder i disse tider.

»Forsikringsselskaberne har været godt polstrede, og så er noget andet også, at selv om man har udbetalt meget i forbindelse med rejseforsikringer, så har forsikringer som ulykke og bil været billigere, så det går op i sidste ende,« fortæller Søren Ahlgren Mortensen.

9. Oliepriserne – vil benzinpriserne stige eller falde i forhold til 2019?

De vil falde.

Siden coronavirussens globale udbrud er benzinpriserne gået én vej: nedad.

Årsagen er både selve coronavirussen og en priskrig mellem de nationer, der producerer olietønderne.

Betyder det så med andre ord, at vi i foråret 2021 er tilbage til de omkring 12,50 kroner for en liter blyfri 95, som vi kender fra store dele af 2019?

»Nej. Priserne vil være højere end lige nu, men de vil være lavere end 'det normale'. Jeg vil tro, at benzinpriserne vil være cirka 10 procent højere, end de er lige nu,« siger chefstrateg i Nykredit Klaus Dalsgaard Hansen.

Og hvorfor er det så tilfældet?

»Lige nu bygges der voldomme lagre op med olie hos de store internationale producenter, selv om man har sat produktionsbegrænsninger. Eksempelvis fortæller de tre største internationale producenter, at der lige nu er en overproduktion på omkring 15 millioner tønder om dagen. Og når der er for meget olie generelt, vil prisen så generelt blive trykket ned i forhold til normalen,« understreger chefstrategen.

10. Priserne på hoteller – bliver det dyrere?

Afhænger af to scenarier.

Ét er flypriser, som vi tidligere har været forbi, men hvad med hotelpriserne rundt omkring i verden?

Hotellerne står nemlig tomme i disse måneder, og derfor spørger man sig selv: Vil det betyde, at priserne vil ryge i vejret, når først det globale samfund åbner igen?

Det er svært at spå om, vurderer Jørgen Ole Bærenholdt, turismeforsker på Roskilde Universitet, og fortæller, at det handler om to forskellige scenarier.

Enten kan der nemlig ske det, som der også gjorde efter 9/11 og SARS-udbruddet: Vi vil ud og opleve verden og rejser mere end før.

»Vi bliver vilde efter at opleve verden, når vi ikke har haft lov til det i en længere periode,« siger han og fortsætter:

»Eller også er der scenarie nummer to. Der vil vi danskere tænke, at krisen har været så dyb både økonomisk og adfærdsmæssigt, at vi gør tingene på en anden måde – både arbejdsmæssigt og socialt. Vi har lært, at vi godt kan rejse kortere, så flere folk vil tage i sommerhus eksempelvis«.

Umiddelbart vil man så sige, at priserne vil stige ved første scenarie, fordi der pludselig er en ekstra stor efterspørgsel, og at priserne vil falde, når der ikke er lige så mange til at bo på hotellerne.

Men det er ikke så enkelt.

»Det er meget kompliceret at sige noget om, for så er der også flypriserne, der selvfølgelig afgør, om vi rejser mere eller mindre. Det er generelt bare umuligt at spå om,« understreger Jørgen Ole Bærenholdt.