Er du ikke så meget til tidsbestilling, Nem-id og faste aftaler, så har du nu fået muligheden for alligevel at blive vaccineret mod covid-19.

Region Syddanmark åbner nemlig torsdag for såkaldte drop-in-vaccinationer flere steder.

Det betyder, at du nu kan møde op på regionens vaccinationscentre og blive vaccineret eller revaccineret uden at spilde tid på tidsbestilling – også i Odense.

I Odense har regionen fire vaccinationscentre, men det er kun vaccinationscenteret på Athenevænget i Dalum, hvor der fra torsdag bliver åbnet for drop-in.

»Det vil gøre det nemmere og hurtigere at blive vaccineret for de borgere, der endnu ikke har fået booket en tid, eller for dem, der kommer forbi et vaccinationssted – også selvom de allerede har booket en tid senere på måneden. Hvis man vælger en drop-in-vaccination, vil ens booking automatisk blive slettet i systemet,« siger koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, i en pressemeddelse.

Regner du med at smutte forbi vaccinationscenteret, så skal du være opmærksom på, at der bliver lukket for drop-in 30 minutter før lukketid, som er  klokken 21 på hverdage.

Det er kun voksne, der kan benytte sig af den nye, lette løsning.

Muligheden for at blive vaccineret ved en praktiserende læge eller lægge vejen forbi et apotek holdes stadig åben.