»Vaneforbryder« og »voldspsykopat«.
Det er bare to af flere injurierende udsagn rettet imod en navngivet ansat i Fiskeristyrelsen, som et netmedie tirsdag ved Retten i Odense blev dømt for at bringe.
Det er netmediet Fiskeriforum.dk, der i februar 2020 bragte, hvad der tilsyneladende var et partsindlæg fra en fynsk fisker, som i et ilter sprog beskriver sine oplevelser med en fiskerikontrollør, som han har set sig sur på.
Og selvom udsagnene ifølge retten gik langt over stregen, så slap den fynske fisker bag udsagnene dog for straf.
Retten fandt det nemlig ikke bevist, at fiskeren skulle have indsendt indlægget til netmediet. Det skriver fagforeningen Fængselsforbundet, som udover fængselsbetjente også repræsenterer fiskerikontrollører i Fiskeristyrelsen, i en pressemeddelse.
Forbundet skriver ellers, at det også blev fremlagt i retten, at en Facebook-profil med fiskerens navn og billede skulle have kaldt fiskerikontrollanten for en forbryder i en kommentar på det sociale medie.
Her fandt retten det dog heller ikke bevist, at fiskeren stod bag denne kommentar.
Netmediet blev idømt seks dagsbøder for at have bragt det injurierende indlæg.